Forårsvejret vil kulminere i den kommende uge, og så kommer der et markant skifte.

Det gælder altså om at nyde solen og de høje temperaturer så længe, det varer.

Det oplyser vagthavende meteorolog Mette Tilgaard Zhang hos DMI, Danmarks Meteorologiske Institut.

Ifølge Zhang kan vi nyde det gode vejr søndag og mandag:

»Især mandag bliver lun. Her er der udsigt til, at vi kan snige os helt op på 18 grader i Vestjylland. Omkring 15-16 i resten af landet. Jo længere væk fra kysten man er, jo varmere bliver det,« fortæller Zhang.

Tirsdag vil der komme 'et lille nøk' nedad i temperaturen, før det bliver 'stor skiftedag':

»Det ser umiddelbart ud til, at der kommer ugler i mosen fra onsdag. Der vil passere en front i løbet af onsdagen, og så kommer der et omskifte til køligere temperaturer,« siger Zhang.

Fra onsdag vil man altså gå fra forårsvejr til køligere dage med temperaturer mellem otte til 13 grader, og formentlig helt ned til ti grader torsdag.

Den hidtil højeste temperatur i år fik vi 31. marts. Der blev der blev målt 20,1 grader i Sydjylland på den ottende varmeste marts-dag i dansk vejrhistorie.