Hvis man vil sidde indendørs på restauranter, caféer og barer, skal man lave en reservation mindst 30 minutter inden.

Det viser Erhvervsministeriets retningslinjer forud for genåbningen onsdag.

Der er ikke nogen krav til, hvordan man har reserveret bord, så der er både mulighed for at bestille bord over telefonen, på nettet eller ved at komme forbi 30 minutter før ankomst.

Kravet om reservation gælder som udgangspunkt frem til 6. maj, og det gælder kun ved indendørs servering.

Der er også et krav om coronapas, hvis man vil sidde indendørs, som skal dokumentere, at man enten er vaccineret, har et negativt testsvar eller har været smittet inden for de sidste seks måneder.

Kravet om passet gælder ikke for udendørs servering, hvor man også gerne må gå indenfor og bruge toilettet, selv om man ikke har et coronapas.

Restauranter, barer og caféer skal have sidste udskænkning eller servering klokken 22.

Herefter har kunderne en time til at indtage mad og drikke, inden de skal lukke klokken 23.

/ritzau/