Tredje gang er lykkens gang.

Det håber 33-årige Julie og 42-årige Chris Lyholm Stanek fra Odense-bydelen Korup i hvert fald. Der er nemlig bogstavelig talt ikke plads til flere overstregede datoer i deres vielsesringe.

De skulle have været kirkeligt viet og holdt et brag af en bryllupsfest 6. juni 2020, men det spændte de snærende coronarestriktioner ben for.

Kirkeklokker og brudevals blev aflyst og udskudt til 10. oktober sidste år.

Julie og Chris Lyholm Stanek.
Julie og Chris Lyholm Stanek. Foto: Privat foto
Vis mere

Men coronaen bed sig fast, og nok en gang måtte Odense-parret udskyde kirkebryllup og den planlagte fest for over 60 gæster på Fjeldsted Skov Hotel.

»Vi tænkte, det var nok at rykke brylluppet fire måneder til 10. oktober, men det var desværre ikke nok,« siger Julie Lyholm Stanek.

Festen og kirkebrylluppet blev aflyst, men Julie og Chris Lyholm Stanek tog sammen ned på rådhuset og fik papir på hinanden efterfulgt af en middag for den allernærmeste familie.

Bedsteforældrene skulle i hvert fald nå at opleve, at de blev lovformeligt gift, siger de.

Men både Julie og Chris Lyholm Stanek vil sige ja til hinanden i kirken og fejre deres 'ja' med en kæmpe fest for hele familien og vennerne.

I efteråret 2020 satte de derfor et nyt kryds i kalenderen. Brylluppet skal nu afholdes 12. juni i år.

Og de kunne knap tro deres held, da regeringen og et bredt flertal i Folketinget fredag aften løftede sløret for en genåbningsplan, der blandt andet betyder, at forsamlingsforbuddet fra 11. juni hæves, så det er tilladt at være 100 personer samlet indendørs.

»Det er jo sindssygt heldigt for os, at Mette Frederiksen vælger at åbne fra om fredagen, når vi skal giftes om lørdagen,« siger Julie Lyholm Stanek.

Men der er stadig en masse uvished. For det er endnu uklart, om der må være udskænkning efter klokken 22. Og kan der ikke festes til den lyse morgen, bliver brylluppet udskudt igen, siger Chris Lyholm Stanek:

»Det skal være en dag, man aldrig glemmer. Der skal danses og synges.«

»Ja, det skal være en dag med kirkeklokker, stor hvid kjole og fest. Vi vil ikke have en fest, hvor man skal bære mundbind,« skyder Julie ind.

»Det skal være en fest uden restriktioner. Ellers må vi udskyde igen,« siger Chris.

Men det begynder at knibe med pladsen i vielsesringene.

»Der står allerede to datoer i vores ringe. Ringene skal jo graveres en uges tid før brylluppet, og hvis vi må aflyse igen, er der ikke plads til flere datoer. Der er kun plads til en dato mere, så nu skal det altså lykkes,« siger Julie Lyholm Stanek.