Lige nu er han på fri fod, men anklagerne ånder ham i nakken.
Teenageren Kyle Rittenhouse, der er anklaget at have dræbt to Black Lives Matter–protestanter med både en pistol og et semiautomatisk gevær, er stadig på fri fod. Men det kan være en stakket frist.
Det skriver flere amerikanske medier, herunder CBS News.
Teenageren kunne ellers ånde lettet op, da højreekstremistiske støtter med en Hollywood–stjerne i spidsen betalte hans kaution på to millioner dollars – knap 14 millioner kroner – tilbage i november.
Men anklagerne i Illinois giver ikke op så let. De vil have teenageren bag tremmer igen.
Rittenhouse har nemlig ikke overholdt reglerne for kautionen, som blandt andet betyder, at politiet skal vide, hvor han er, indtil retssagen begynder.
Men da politiet mødte op på hans adresse for få dage siden, var der ingen spor af Rittenhouse. Til gengæld var der spor af, at han ikke havde boet i huset i flere måneder.
I følge den 18–åriges advokat skyldes det, at familien har forladt huset til gengæld for et såkaldt safe–house, fordi de bliver truet på livet.
Der beder de også om, at myndighederne ikke oplyser Rittenhouses nye adresse i de offentlige rapporter.
Men hverken anmodningen eller forklaringen køber man helt så let hos anklagerne i byen Kenosha. I en erklæring lyder det fra distriktsadvokat Thomas Binger:
»Med mindre I kan skaffe mig specifikke, håndgribelige beviser for trusler, der kan retfærdiggøre at holde det hemmeligt, er jeg ikke villig til at fjerne jeres klients adresse fra den offentlige rapport.«
Derfor har anklagerne også anmodet retten om, at teenageren skal oplyse sin nye adresse hurtigst muligt. Derudover beder de om at forhøje kautionen på Kyle Rittenhouse med 200.000 dollars.