En ny mutation af coronavirussen kan kræve en helt ny vaccine. Her får du tre scenarier, der kan gøre sig gældende i de kommende måneder.
Den tidligere Statens Serum Institut direktør Niels Strandberg Pedersen har givet sit bud på tre scenarier, om hvordan coronasituationen udvikler sig i Danmark i de kommende måneder.
1. Scenario
Niels Strandberg Pedersens første scenario er sandsynligvis de fleste danskers drømmescenarie. I dette scenario vil epidemien de kommende måneder komme under kontrol, og danskerne kan dermed snart få en nogenlunde normal hverdag igen.
»Vi har en stor mulighed for at få epidemien under kontrol igennem vaccinationer og de tiltag, der er igangsat. Lige nu har vi et høj beredskab, fordi vi frygter den engelske variant, og det kan vise sig at være vores redning,« siger den tidligere SSI direktør.
2. scenario
Niels Strandberg Pedersens andet scenario er mellemscenariet. Her skal vi vente lidt længere på at få vores hverdag igen, indtil vaccinerne for alvor træder i kraft.
»Mellemscenariet tror jeg ikke så meget på. Det scenrie er, hvis den engelske variant eksempelvis breder sig kraftig, og vi derfor skal lave yderligere tilatag indtil vaccinen træder i kraft,« siger Niels Strandberg Pedersen.
3. scenario
Niels Strandberg Pedersens tredje scenario er skrækscenariet. Dette scenario vil kræve en helt ny vaccine på grund af nye varianter af coronavirussen.
»Der er en reel risiko for, at vi kommer til at se det scenario. Vi har formentlig fundet ud, at de varianter, vi har set i Brasilien og Sydafrika, har den kedelige egenskab, at den nuværende infektion ikke beskytter imod de varianter. Det bygger vi på, at vi ser folk, der tidligere har været smittet, bliver smittet igen. Det vil sige, at den nuværende vaccine formentlig ikke har den fulde effekt på de mutationer,« siger Niels Strandberg Pedersen.
Danmark er bedre stillet end Sverige
Torsdag udgav den svenske sundhedsstyrelse en rapport med tre scenarier for Sverige. Vi skal dog passe på med at sammenligne os alt for meget med vores naboer, siger den tidligere direktør.
»I forhold til Sverige har vi større kontrol over situationen og især den engelske variant i forhold til antal af test og opsporing af de konkrete varianter. Sveriges situation afhænger meget mere af de enkelte personer engagement, da de blandt andet stadig kan gå på restaurant og lignende,« afslutter Niels Strandberg Pedersen.