Påskedag skulle havde været børnenes dag på Shangri-La Hotel, som havde arrangeret hoppeborg og æggejagt i haven. Samme morgen gik familier, elskende med bryllupsplaner og udenlandske turister til morgenmad i luksushotellets restaurant. Det samme gjorde to selvmordsbombere.

»Det var et forfærdeligt syn. Da jeg så de sårede gæster, så det meget alvorligt ud. (...) Jeg kunne se, at nogle af kokkenes hvide forklæder var røde af blod,« fortalte en af hotellets gæster til CNN efter eksplosionen.

Påskesøndag dræbte adskillige terrorangreb 321 mennesker i Sri Lanka og sårede mere end 500.

Blandt ofrene var tre af Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsens fire børn.

Morgenmadsbuffeten søndag kl. 9.00

Det femstjernede Shangri-La Hotel i Colombo i Sri Lanka er populært hos udenlandske turister og blandt den lokale elite. Mange af dem spiste påskedag morgenmad i hotellets restaurant Table One med udsigt til Det Indiske Ocean. Det var her, at den første bombe klokken 9.05 rystede hotellet, så det kunne mærkes helt op på 25. etage.

Her befandt den 30-årige inder Akshat Saraf sig med sin kone og 11 måneder gamle baby.

»Vi hørte pludselig to eksplosioner - meget høje eksplosioner. Selvom vi var på 25. etage, så rystede hele vores værelse voldsomt.«

Hotellet er tomt efter eksplosionenerne søndag. REUTERS.
Hotellet er tomt efter eksplosionenerne søndag. REUTERS. Foto: DINUKA LIYANAWATTE
Vis mere

På 18. etage lød den første eksplosion som tordenvejr, fortæller hotelgæsten Kieran Arasaratnam.

Ligesom Holch Povlsen-familien boede den 41-årige finansmand og professor fra London også på hotellet.

Han skulle havde siddet til morgenmad i restauranten på det tidspunkt, men var gået tilbage til værelset for at hente sit betalingskort.

18. etage kl. 9.05

10 sekunder efter det første brag vendte det voldsomme brag tilbage, og Kieran Arasaratnam forstod, at det ikke var tordenvejr, som han have hørt.

'Da jeg nåede ned til tredje etage, opdagede jeg, hvor slemt det var. Der var blod overalt, og børn blev båret væk. Total panik,' skriver Kieran Arasaratnam på Facebook, hvor han nævner, at han også så en dansk kvinde, som havde mistet sine tre børn.

De to selvmordsbombere, som havde tjekket ind på hotellet dagen før, detonerede deres bombeveste næsten simultant. Én i foyeren. Én i køen til morgenmaden. Kort efter gik brandalarmen, og så kom skrigene.

Vidner beskriver, hvordan restauranten var fuld af glade hotelgæster og børn. Sekunder senere var billedet anderledes for de omkring 90 mennesker.

Politi og sikkerhedsstyrker bevogter Shangri La Hotellet i Colombo efter eksplosionen. EPA.
Politi og sikkerhedsstyrker bevogter Shangri La Hotellet i Colombo efter eksplosionen. EPA. Foto: STR
Vis mere

»Der var bare skrig og overalt, hvor jeg så hen, var der blod,« fortæller en kvindelig gæst til mediet ABC.

Shangri-La Hotel kl. 9.30

På kort tid var hotellet forvandlet til et inferno af sårede mennesker, ambulancer og politi. Nogle af gæsterne og medarbejderne kunne forlade stedet af sig selv, mens andre blev slæbt eller båret væk.

Adskillige udenlandske gæster blev dræbt af bomberne. Heriblandt flere britiske statsborgere.

En af dem, som overlevede, var Ben Nicholsen, der var på ferie og spiste morgenmad i restauranten med sin familie.

I eksplosionen mistede han sin kone og to børn på 11 og 14 år. Han fortæller, at han finder en ringe trøst i, at 'de alle tre blev dræbt øjeblikkeligt og uden smerte'.

Fire britiske teenagere samt den anerkendte srilankanske kok og tv-personlighed Shantha Mayadunne og hendes datter mistede også livet under angrebet på hotellet

I minutterne efter eksplosionen ankom politi, militær og sikkerhedsfolk til stedet.

Ødelæggelserne af hotel Shangri La er tydelige. @BHANOOB/via REUTERS.
Ødelæggelserne af hotel Shangri La er tydelige. @BHANOOB/via REUTERS. Foto: SOCIAL MEDIA
Vis mere

I løbet af eftermiddagen modtager hotelgæster behandling på National Hospital of Sri Lanka.

Det femstjernede Shangri-La Hotel var et af tre hoteller og tre kirker, der søndag blev udsat for et bombeangreb.

Dødstallene for de enkelte angrebssteder er endnu ikke offentliggjort.

Mandag kl. 23.00

Det overdådige luksushotel med sine 541 værelser og suiter beskriver sig selv som et 'tropisk fristed'.

Nu, få dage efter det blodige angreb, er intet, som det plejer. Ruderne er væk, ledninger hænger ned fra loftet, og inventar er eksploderet i tusinde stykker.

B.T.'s journalist i Sri Lankas hovedstad, Colombo, fortæller, at der står soldater på alle gadehjørner i hotelkvarteret.

Det tidligere altid livlige Shangri-La Hotel er lukket og nu kun besøgt af soldater og politi. Mærket af terror.