Statsministeren har færre rådgivere ved sin side, og journalister har ingen adgang til EU-topmøde.

Meget er forandret, når EU's stats- og regeringschefer fredag formiddag indleder forhandlinger om EU's syvårsbudget og en stor genopretningsfond.

Efter fem måneder med videomøder på grund af coronakrisen er statsminister Mette Frederiksen (S) og de andre deltagere tilbage i den bygning, Europabygningen, hvor de plejer at holde topmøde.

Men da pandemien kræver yderligere afstand mellem deltagerne, skal de sidde i et lokale, der er designet til store internationale topmøder og flere end 300 mennesker. De skal bære masker, når de ankommer til mødet.

Samtidig har de fået besked på at reducere deres følge af diplomater og embedsmænd fra 19 til 6.

Topmødet kan ikke følges på tæt hold, som det normalt er tilfældet, hvor diplomater - og en sjælden gang stats- og regeringschefer - kommer ud i presserummet og giver interview.

Der bliver ingen interview med deltagerne, når de kommer og går fra mødet.

Journalister, som normalt sidder i en sidebygning, har denne gang ikke adgang. I stedet er opsat kameraer, så deltagerne kan levere et budskab. Men der kan ikke stilles spørgsmål.

Nogle EU-lande har dog arrangeret alternativer. Mette Frederiksen giver et interview i en lufthavn nær Bruxelles, inden hun kører videre til topmødet.

Der er udarbejdet en særlig sikkerhedsplan for Europabygningen, hvor mødet finder sted.

Den omfatter blandt andet løbende rengøring og afspritning under topmødet. Frisk luft sendes gennem ventilationskanalerne i stedet for genanvendt luft i cirkulation.

Hvis en deltager skulle blive - eller vise sig at være - syg, vil vedkommende blive tilset af en læge. Er vedkommende smittet med coronavirus, kan denne ikke længere deltage i mødet.

Da en stats- og regeringschef ikke må erstattes af en diplomat, minister eller anden person, vil det pågældende lands holdning og forhandlingsmandat skulle repræsenteres af et andet lands leder.

Under forhandlinger om et EU-budget vil det være vanskeligt, da alle lande har meget specifikke sager at kæmpe for, mens det på andre møder kan være mindre afgørende.

Det er tidligere sket, at stats- og regeringschefer er blevet repræsenteret af andre ledere på topmøder i EU.

Mødet er sat til at slutte lørdag, men det udelukkes ikke, at det kan vare flere dage.

/ritzau/