Danmarks bidrag til EU ser ud til at blive forøget med flere milliarder kroner.

Det fremgår af et fortroligt notat, der er sendt til Folketingets Europaudvalg, men som TV 2 er kommet i besiddelse af.

Ifølge mediet skal det danske bidrag stige med intet mindre end 5,8 milliarder kroner, hvis forslaget til det nye EU-budget bliver godkendt. Det svarer til en stigning på 30 procent.

TV 2 skriver, at Finansministeriet i det fortrolige notat understreger, at der er tale om foreløbige beregninger, og at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at beregne, hvad Danmark vil få igen fra EU i samme periode.

Forslaget, der blev stillet af EU-præsident Charles Michel i sidste uge, skal behandles i Bruxelles fredag og lørdag.

Her vil statsminister Mette Frederiksen (S) være til stede for at forsøge at komme til enighed med resten af EU's topchefer om EU's budget de kommende år.

Danmark er ét blandt flere lande - såsom Sverige, Holland og Østrig - som ikke vil have, at budgettet skal blive større end hidtil, og dette er årsagen til, at Charles Michel i sidste uge fremlagde et nyt forslag.

Et forslag, som altså vil sende en milliardregning på 5,8 milliarder kroner til Danmark. En regning, som dog er knap en milliard billigere end EU-kommisionens oprindelige forslag.

Mette Frederiksen udtaler fredag før forhandlingerne til Jyllands-Posten, at hun står fast på, at Danmark ikke skal give flere penge til EU end højst nødvendigt.

»Min holdning er uændret i forhold til budgettet. Det skal pege fremad, så vi kan løse opgaverne i fællesskab, men jeg er ikke tilhænger af at bruge flere penge. Vi står fast på at få et budget, der er mere rimeligt end det, der er lagt op til,« lød udmeldingen fra statsministeren fra lufthavnen i Bruxelles.

Det nuværende danske bidrag til EU er 19,7 milliarder kroner. Det kommende EU-budget dækker perioden 2021-2027.