Beslutningen har været længe undervejs, men nu sker det endelig.

Den caribiske ø og landet Barbados, der hører under det britiske commonwealth, tager denne mandag det endelige skridt mod at blive en republik, skriver CNN.

Den tidligere britiske koloni fik uafhængighed i 1966, men i september sidste år genbesøgte landet planen om at blive en republik under guvernør Sandra Mason. I den forbindelse sagde Mason således:

»Tiden er inde til at lægge kolonitiden bag os.«

Det betyder, at Mason bliver landets første præsident ved en ceremoni, der finder sted sent mandag aften lokal tid.

Selvom det er et endelig farvel til Storbritannien og dronning Elizabeth II som overhoved, er der alligevel en royal gæst på listen, nemlig prins Charles.

Han ankom til den caribiske ø søndag efter en invitation fra Barbados' premierminister Mia Amor Mottley.

Prinsen vil holde en tale i forbindelse med indsættelsen.