Den barbadisk-amerikanske musiker Rihanna er nu officielt dollarmilliardær.

Og det er ikke engang den 33-årige sangerindes succesfulde musikkarriere, der er den største indtægtskilde.

Det er Forbes, der har estimeret Rihannas formue til hele 1,7 milliarder dollar, hvilket i danske kroner svarer til lige godt 10,7 milliarder.

Hun er dermed den rigeste kvindelige musiker i verden. Udvider man feltet til kvindelige entertainere, så må Rihanna dog se sig slået af talkshowværten Oprah Winfrey.

Langt størstedelen af Rihannas formue stammer dog ikke fra musikkarrieren, men fra den kosmetikvirksomhed, som hun startede i 2017.

Nemlig Fenty Beauty, som Rihanna – med det borgerlige navn Robyn Fenty – ejer halvdelen af.

Den anden halvdel ejer det franske luksusfirma LVMH, der har verdens næstrigeste mand, Bernard Arnault, i spidsen.

Kosmetikfirmaet – der brander sig på inklusivitet ved at have makeup til forskellige hudtoner og forskelligartede modeller i deres reklamer – har i sig selv en estimeret værdisætning på mere end 2,8 milliarder dollar.

Og heraf har Rihanna altså kunnet skrabe hele 1,4 milliarder dollar sammen til sin imponerende formue.

Rihanna i New York 2019.
Rihanna i New York 2019. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Resten af indholdet i den 1,7 milliarder dollar store pengepung stammer så fra Rihannas musikkarriere og hendes aktier i undertøjsmærket Savage x Fenty, der har en estimeret værdisætning på 270 millioner dollar.

Så det viser sig altså tydeligt, at Barbados-sangerinden de seneste par år har fokuseret på at få succes i kosmetik- og lingeribranchen.

Rihanna har da heller ikke udgivet ny musik i eget navn siden 2016, hvor hun sendte sit ottende album, 'Anti', på gaden.