Selvom Donald Trumps tilhængere ikke gider at demonstrere for ham i New York, kan ekspræsidenten trøste sig med, at han går frem i meningsmålingerne.

En ny meningsmåling fra Morning Consult viser, at 54 procent af de republikanske vælgere vil stemme på Trump i 2024. Det er dårlige nyheder for Trumps rival, Floridas guvernør Ron DeSantis, der i samme måling kun kan mønstre støtte fra 26 procent af vælgerne.

En anden måling fra Fox News viser, at 41 procent af republikanerne vil stemme på Trump, mens 27 procent vil stemme DeSantis.

Målingerne kommer midt i sagen om Trump og pornostjernen Stormy Daniels. Amerikanske medier forventer, at anklagemyndigheden i New York snart er klar til at tiltale den tidligere præsident

Trump kan trøste sig med, at han banker sin rival, Ron DeSantis i nye meningsmålinger.
Trump kan trøste sig med, at han banker sin rival, Ron DeSantis i nye meningsmålinger. Foto: GAELEN MORSE
Vis mere

Det fik forleden Trump til at kalde det en 'heksejagt' og opfordrede sine fans til at demonstrere. Derfor gik myndighederne i New York i højeste alarmberedskab, fordi man frygtede en gentagelse af angrebet på Kongressen i Washington, D.C. i 2021. Men Trumps mange tilhængere er ikke dukket op på Manhatten.

Det kan være en vink med en vognstang om, at Trump har mistet grebet om sine mest hårdkogte fans. Men samtidig er det opsigtsvækkende, at han går frem i de to meningsmålinger.

Hans rival Ron DeSantis er formentlig så småt ved at tage hul på sin præsidentkampagne, og torsdag aften taler han ud i 'Piers Morgan Uncensored' på Fox Nation. I interviewet retter DeSantis for første gang massiv kritik af Trump. Han langer ud efter ekspræsidenten og kalder hans konstante angreb for 'baggrundsstøj'.

»Det er ikke vigtigt for mig at skændes på de sociale medier. Det gør intet for mine vælgere. Det giver ingen mening for mig,« siger DeSantis.

Guvernøren fra Florida er vanvittig populær i hjemstaten - men republikanske vælgere i hele USA foretrækker stadig Trump
Guvernøren fra Florida er vanvittig populær i hjemstaten - men republikanske vælgere i hele USA foretrækker stadig Trump Foto: GIORGIO VIERA
Vis mere

Han langer også ud efter Trumps kaotiske ledelse og siger, at han ville have fyret Anthony Fauci for håndteringen af covid-19-pandemien. DeSantis holdt Florida åben, mens mange demokratiske stater var nedlukket. DeSantis udkom forleden også med sin nye bog, 'The Courage to Lead', hvor han fortæller, hvordan han mener, USA bør ledes.

Trump sidder dog stadig på tronen i det republikanske parti, men meget kan ændre sig, inden amerikanerne skal til stemmeurnerne igen. De første primærvalg finder sted i januar 2024, og præsidentvalget løber af stablen 5. november.

Meningsmålingen fra Morning Consult viser, at Biden ville slå Trump i 2024. Hvis de to kandidater ender på stemmesedlen igen, vil 44 procent stemme på Biden og 41 på Trump.