Når FC Midtjylland og FC København søndag går på banen til topbrag i Parken, sidder Claus Steinlein formentlig på tilskuerpladserne med armene over kors og skæver misundeligt ned på én særlig spiller.

Med fem mål, tre assists og et væld af stærke præstationer i bare 15 kampe er FCKs Kevin Diks gået hen og blevet en af sommerens absolut bedste indkøb i Superligaen.

Og stod det til midtjyderne, var han endt i Herning.

For efter to år på lån i AGF var den 24-årige hollandske back i sommer på udkig efter en ny arbejdsgiver, og her kom den midtjyske klub på banen med et tilbud til Fiorentina.

Et tilbud, der prompte blev afvist af Kevin Diks selv. Hvorfor vender vi tilbage til.

For selvom forsvarsspilleren har fået en bragende start i FC København og på rekordtid har henvist den rutinerede Peter Ankersen til en bænkplads, så har det ikke altid været liv og glade dage at være Kevin Diks.

Går vi bare et par år tilbage, befandt den nu så formstærke stjerne sig i et hul. Et hul så dybt, at karrieren var op til reel overvejelse på grund af en længerevarende skade.

»Jeg tænkte nogle gange på at stoppe helt. Jeg kunne stadig mærke smerterne, og jeg havde det ikke godt. Jeg gad ikke have det sådan, og jeg havde en meget svær periode rent mentalt,« fortæller en ærlig Kevin Diks i et stort interview med B.T.

Foto: Emil Helms
Vis mere

I knap et halvt år boede backen i Belgien i forbindelse med sin genoptræning, og det var her, at filmen var ved at knække.

»Jeg græd og tænkte på, hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv længere. Min skade gjorde, at jeg nogle gange tænkte, om det var det, jeg ville. Ville jeg fortsætte med at spille? Ville smerterne forsvinde? Ville tankerne forsvinde? Jeg tænkte hele tiden: 'Hvornår ender det? Hvornår får jeg det bedre?'.«

Til sidst kom dagen. Diks fik kravlet sig op fra dybet og var nu fuldt ud indstillet på at få karrieren tilbage på sporet.

»Jeg kom ud af det gennem en masse hjælp. Det var en svær periode i mit liv, men det gjorde, at det ikke var så svært at tage et skridt ned i forhold til en klub. Fordi så vidste jeg, at jeg ville komme til at spille fodbold igen,« forklarer han om at skifte Serie A-klubben Fiorentina ud med AGF.

Kevin Diks spillede to sæsoner i AGF inden skiftet til FCK.
Kevin Diks spillede to sæsoner i AGF inden skiftet til FCK. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

I Aarhus blev det til to succesfulde sæsoner, hvor hollænderen med de indonesiske rødder udviklede sig til en profil i den danske Superliga.

Et ophold, der kulminerede i sidste sæsons mesterskabsslutspil med hele fem scoringer i otte kampe.

De stærke præstationer betød også, at FC København, allerede inden sæsonen var slut, kom på banen og meldte sin interesse – og det faldt i god jord hos Diks.

»Jeg vidste med det samme, at det skulle være dem. Jeg var sikker,« siger forsvarsspilleren, der dog havde en opgave, der skulle gøres færdig først.

»Jeg var stadig i AGF, og jeg var opsat på at slutte godt der, fordi de gav mig så meget,« forklarer Diks med stor taknemmelighed for sin tidligere danske klub.

Men selvom Kevin Diks havde indstillet sig på, at adressen fremover skulle være københavnsk, så gik alt ikke gnidningsfrit.

B.T. kunne ellers allerede 29. maj i år beskrive, at en aftale var tæt på, men der skulle gå over en måned mere, før handlen blev officiel.

I Fiorentina var et salg af Kevin Diks nemlig langtfra det første på listen, og det betød, at den 24-årige forsvarsspiller måtte væbne sig med tålmodighed.

Diks er blandt Europas mest målfarlige backs lige nu.
Diks er blandt Europas mest målfarlige backs lige nu. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Det var i den periode, at FC Midtjylland sendte et tilbud til støvlelandet, fortæller Kevin Diks.

»Det er rigtigt, at der var et bud fra FC Midtjylland.«

Men alligevel var midtjyderne aldrig inde i hans overvejelser.

»Nej, nej, nej. Selvfølgelig hørte jeg om det fra min agent, men det var ikke en mulighed. Mit hoved var fuldstændig i FC København, og jeg tænkte slet ikke på at tage til en anden klub. Sådan var det helt fra begyndelsen.«

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Selvfølgelig har FC Midtjylland vundet nogle trofæer i de sidste par år, men FCK er ganske enkelt den største klub i Danmark. Klubben er ikke så gammel, men hvis man kigger på trofæer, er der ingen større i Danmark. Derfor var det også det bedste skridt for mig. Byen er perfekt, atmosfæren er fed, og fansene er fantastiske. Der var ikke et eneste minus ved FCK.«

Den beslutning glæder cheftræner Jess Thorup og resten af FC København sig formentlig rigtig meget over lige nu.

Og det gør hovedpersonen også selv.

»Det har været fantastisk. Det er gået hurtigere, end jeg havde regnet med. Jeg havde trænet for mig selv i en længere periode, så min forventning var, at jeg blev nødt til at være lidt mere tålmodig i starten i forhold til at bide mig fast, men det gik stærkt, og præstationerne er blevet bedre og bedre.«

Søndag aften træder Kevin Diks og resten af løverne så ind foran et udsolgt Parken, når de skal forsøge at forhindre FC Midtjylland i at stjæle Superligaens førsteplads.