FC København har et mere end godt øje til folk med AGF-fortid. En sportsdirektør, en tidligere viceanfører, en assistenttræner, en lejesvend - og nu kommer der muligvis en profil mere fra det aarhusianske til København.

Københavnerne er ifølge B.T.s oplysninger tæt på at lande en aftale med højrebacken Kevin Diks, der er udlejet fra Fiorentina til AGF. Det skulle kun være de sidste detaljer, der mangler, før hollænderen ventes at skrive under på en kontrakt med FC København.

Kevin Diks har ikke kun været interessant for FCK i Superligaen, men også Brøndby har været i dialog med den hollandske back, mens AGF til det sidste har kæmpet hårdt for at overbevise Diks om at blive i Aarhus. Så hårdt, at direktør Jacob Nielsen selv er gået ind i sagen.

Det er ifølge B.T.s oplysninger Kevin Diks' løn, der har været den store udfordring for især AGF. Hollænderen hæver en nettoløn på næsten 4,5 millioner kroner årligt i Fiorentina, og den løn har Diks-lejren forhandlet ud fra at bevare, hvis han skulle blive i Superligaen.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Dermed ser FC København ud til igen at vise de økonomiske muskler og løbe med en profil fra Superligaen trods placeringen som nummer tre i den forgangne sæson.

Den 24-årige back har ad to omgange været udlejet til AGF, hvor han har bygget sig op til en større og større Superliga-profil.

Det skal han nu forsøge at bygge videre på i FC København, hvis handlen falder endelig på plads. Her sidder sportsdirektør Peter Christiansen klar til sit første transfervindue, og den første handel kunne altså meget let blive en af sportsdirektørens tidligere spillere fra tiden i AGF.

Kevin Diks har i løbet af de seneste uger overvejet sin fremtid kraftigt, og efter AGF's sejr over AaB i fredagens Europa-duel, er hollænderen nu klar til at få den på plads. Det kan allerede ske i løbet af weekenden.

Den mulige Kevin Diks-transfer fortæller lidt om, hvilken vej FC København kommer til at gå under Peter Christiansen, som ikke har lagt skjul på, at han vil have mere vildskab ind på holdet. Det kan han få fra den hollandske back, der har en permanent kontrakt i Fiorentina, men nu ser ud til at bytte den ud med en aftale i København.