I sidste sæson var Serie B for danske spillere, hvad Mallorca er for charterferiehungrende turister.

Nu kan endnu én være på vej til et tag selv-bord af solskin og flotte baner.

I forbindelse med AaBs sidste kamp i sæsonen fredag aften, hvor klubben missede europæisk fodbold, fortæller AaBs sportschef, Inge André Olsen, til B.T., at Lukas Klitten ikke var til stede på stadion i Aarhus for at bakke op om de snart forhenværende holdkammerater, fordi han tiltrækker opmærksomhed fra udlandet.

»Han er i Italien. Han er på besøg i en klub, og så må vi se, hvad der kommer ud af det,« siger Inge André Olsen om Lukas Klitten.

Venstrebacken har kontraktudløb om en måned med sin barndomsklub og har til ærgrelse for AaB takket nej til en ny aftale. Nu er han på jagt efter et nyt eventyr, og ifølge B.T.s oplysninger er han på besøg hos Frosinone fra den næstbedste række i Italien.

Lukas Klitten er taget til Italien for at besøge Frosinone.
Lukas Klitten er taget til Italien for at besøge Frosinone. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Her skal danskeren med de seks U21-landskampe sidste år møde klubbens sportsdirektør, Guido Angelozzi, og danne sig et indtryk af, om han ønsker at fortsætte sin fodboldkarriere under træner og tidligere VM-vinder Fabio Grossos ledelse.

Fabio Grosso tog over i marts, da en anden legende i italiensk fodbold Alessandro Nesta blev fyret, og Grosso skal nu til at bygge sit eget hold op, hvilket altså meget vel kan være med Lukas Klitten, der voksede op i AaB og nåede 31 kampe for klubben.

I sidste sæson sluttede Frosinone midt i tabellen i Serie B, som fik tilgang af rekordmange danske spillere i Christian Gytkjær, Frederik Sørensen, Riza Durmisi, Jens Odgaard, Noah Crone, Morten Hjulmand og Daniel Obbekjær.

Weekenden vil give Frosinone og Lukas Klitten et praj om, hvorvidt han også skal valfarte til Serie B, eller om han vil vente på andre muligheder. AGF og FC Midtjylland har også tidligere været meldt varme på Lukas Klitten.