Jens Stage viser storspil for FC København, som han søndag var med til at sikre en ny sejr, og han gør det på en position, der er uvant for ham.

Midtbanedynamoen har grebet chancen på kanten og har her vist storform med mål i de seneste kampe.

Både Jens Stage og træner Jess Thorup er begejstrede for hans udvikling på den utraditionelle plads, og ingen af dem er blege for at erkende, at hans spidskompetencer ikke er helt som udprægede kantspilleres.

»Som jeg har snakket med Jess om flere gange, så er det vigtigste, at jeg ikke tror, at jeg pludselig skal være Daramy inde på banen, men jeg skal have fokus på de ting, jeg bringer, også når jeg spiller på midtbanen med intensitet. Jeg skal give mig 100 procent,« siger Jens Stage og tilføjer:

Jess Thorup roser Stage for hans storspil på kanten.
Jess Thorup roser Stage for hans storspil på kanten. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Det er det, jeg forsøger på, og så kan jeg komme lidt mere med ind i feltet og hjælpe alt det, jeg kan.«

Også Jess Thorup nævner af sig selv en spiller som Mohamed Daramy, som Jens Stage ikke skal efterligne.

»Jeg fik en snak med ham under landsholdspausen, hvor vi har nogle evalueringer, og der sagde jeg til ham, at han nok må acceptere, at han kommer til at spille lidt oftere eller lidt længere tid ude på kanten, og det er han helt indforstået med,« siger FC Københavns træner og fortsætter:

»Han er et: Glad for at spille. To: Så er han i gang med at udvikle denne position til sin egen. Han skal ikke spille den som William Bøving eller Mohamed Daramy, han skal spille som en Jens Stage, og det gør han fantastisk. Han er ofte vores forreste angriber, scorer mål, holder fast i bolden og forsvarer, han har en stor palet, som vi nyder rigtig godt af.«

Jens Stage opererer i øjeblikket fra kanten af banen. Med stor succes.
Jens Stage opererer i øjeblikket fra kanten af banen. Med stor succes. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

På lang sigt er det trods succesen meningen, at Stage skal tilbage centralt på banen.

»Både jeg og Jess er klar over, at jeg ser mig selv som midtbanespiller, men hvis jeg kan hjælpe ude på højrekanten eller på venstreback, eller hvor end det skulle være, så står jeg også til rådighed dér,« forklarer spilleren og pointerer, at det i øjeblikket bare er nemmere at præstere godt for FC København – uagtet positionen.

»Det er en af de perioder, hvor vi vinder flest fodboldkampe, siden jeg nærmest kom til. Det lyder som en kliché at sige, at det går godt for mig, når det går godt for holdet, men det gør det virkelig. Du kan se, at stort set alle, der kommer ind på holdet, leverer gode indsatser, så det er lidt lettere at ride med flowet end at skulle gøre det, når vi er knap så gode.«

Jens Stage var manden bag 2-0-målet, der blev det sidste i kampen mod Randers. William Bøving var første mand på måltavlen.

De to kantspillere havde mindre konkurrence til kampen mod Randers, da den nye spiller Luther Singh var strandet i Sydafrika grundet sit pas. En sag, som Jess Thorup medgiver, der burde have været styr på.