OB rejste sig søndag fra det, der med spillernes egne ord var et pinligt nederlag sidste weekend mod Viborg, da fynboerne besejrede FC Nordsjælland 2-0 på eget græs.

Målscorer Max Fenger havde lagt sidste uges raseri væk og var straks mere positiv efter søndagens sejr.

»Alle kunne se, det, vi leverede sidst, var pinligt, så vi har holdt nogle møder og kigget hinanden i øjnene. Tingene gik ikke den rigtige vej, så det er ekstremt vigtigt for os at vise, at vi kan få tre point,« sagde angriberen til B.T. efter kampen, som han selv afgjorde med sin 2-0-scoring kort før tid.

Det var OBs første superligasejr, siden de stribede afklædte Vejle med 6-0 i starten af oktober. Spillerne har haft en alvorssnak for at vende den dårlige periode.

»Ja, selvfølgelig er der snakket højt til møderne. Nogle gange skal bølgerne gå højt. Vi ved godt, vi var i en situation, som ikke var god nok.«

»Det er normalt at få evalueret på tingene og få rettet op på det, der ikke er godt nok.«

Selvom Max Fenger rasede ud til B.T. efter det skuffende nederlag til Viborg, er det ikke ham, der har ført ordet i omklædningsrummet.

»Vi er et godt omklædningsrum. Alle tør sige op, når der er noget, de ikke er tilfredse med. Der er en anførergruppe, der går forrest og taler på spillernes vegne, og det er de gode til.«

Med sejren - og Sønderjyskes ene point mod Viborg - lagde OB afstand til nedrykningsstregen, som angriberen da også nægter at kigge mod, selvom den har virket faretruende tæt på her sidst på efteråret.

»Vi skal bare fokusere på at vinde kamp for kamp, og det har vi svært nok ved.«