Lørdag klokken 8.17 sluttede auktionen, der sendte Bjarne Jensens gamle Lars Høgh-trøje i hænderne på OBs tidligere sponsor Damixa.

Samtidig resulterede auktionen i et svimlende beløb til Kræftens Bekæmpelse, som modtager hver en øre af vinderbuddet på hele 51.000 kroner.

Søndag overrakte Bjarne Jensen så den specielle trøje, som han fandt i skabet for en uge siden, til Damixa. Det skete på Nature Energy Park i pausen af Superliga-kampen mellem OB og FC Nordsjælland foran stemningstribunen, der tidligere i kampen – efter 8 minutter og 17 sekunder – havde sunget 'Lars, Lars, Lars, Lars Høgh, Lars Høøøøøgh'.

Damixa, der var OBs hovedsponsor i 1993/94-sæsonen, hvor trøjen er fra, kom først på banen, dagen før auktionen sluttede.

»Det er Odense Boldklub, det er Lars Høgh, det er vores logo, og så er det ikke mindst et fantastisk initiativ og et godt formål. Selvom der ren teknisk nok her er tale om et dobbeltsponsorat, så giver det kun mening, at vi får bragt denne trøje hjem til Damixa-museet og til evigt minde. Vi byder hermed 35.000 kroner,« skrev de i første bud.

Et minut før 8.17 lørdag lagde Damixa så vinderbuddet på 51.000 kroner.

Et beløb, der gjorde Bjarne Jensen fra Morud helt målløs, som han sagde til B.T. lørdag.

»Det har været en fuldkommen vanvittig uge, som har overgået selv mine vildeste fantasier. Jeg har kæmpe respekt for alle, der har budt ind på den her trøje,« siger Bjarne Jensen.

Bjarne Jensen var i chok, da han lørdag morgen kunne konstatere, at den gamle målmandstrøje fra skabet nu havde indkasseret 51.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse. Privatfoto/Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Bjarne Jensen var i chok, da han lørdag morgen kunne konstatere, at den gamle målmandstrøje fra skabet nu havde indkasseret 51.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse. Privatfoto/Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Foto: Privatfoto/Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Søndag havde OB så inviteret Bjarne Jensen og familien på mad i loungen før kampstart, hvor Damixa havde bedt om at sidde ved siden af familien.

Lars Høgh har været Bjarne Jensens idol i alle de 30 år, han er kommet på stadion i Odense for at følge hjerteklubben OB.

»Der er ingen over klubben – men Lars Høgh er meget tæt på. Jeg sammenligner ham med Kim Larsen som et fynsk klenodie. Vi får ikke noget større.«

»Han er større end H.C. Andersen. Han er den fedeste person, altid smilende og glad, og han har aldrig svinet et menneske til,« fortæller Bjarne Jensen, der regner med, at Høghens nye bog 'Der er antal på alt' allerede ligger under juletræet.

Andre læser også