Der var slet ingen tvivl. OBs Max Fenger var ekstremt skuffet efter fynboernes hjemmebanenederlag til Viborg fredag aften.

»Vi lignede et hold, der var stået op ti minutter før kampstart og bare kunne tage let på det,« sagde Fenger til B.T. efter kampen.

Max Fenger var endnu engang valgt som spidsangriber på bekostning af profilen Bashkim Kadrii, og selvom den unge angriber har vist målformen de seneste måneder, gik han målløs og rasende fra banen fredag aften.

»Vi må ikke gå ud på hjemmebane og blive fuldstændigt kørt over i første halvleg af Viborg. Vi er vores egen værste fjende. Vi ødelægger det for os selv,« fortsatte han.

»Vi skal allesammen kigge indad. Der er ikke nogen, der ikke er skyld i det, det er hele truppen. Ja, det er decideret pinligt.«

OB kom bagud med to i første halvleg, og blev buhet ud i omklædningsrummet, da dommeren fløjtede til pause. Max Fenger tøver ikke med at kalde det OBs dårligste halvleg i denne sæson.

»Jeg synes, der har været mange dårlige halvlege. Det er pissefrustrerende at være en del af lige nu. Men ja, det er nok den dårligste.«

»Der har været mange dårlige halvlege, og nu skal vi hanke op i os selv. Hvis det fortsætter sådan, begynder det at se rigtig skidt ud.«

Nu er spørgsmålet, om Fenger og OB-kammeraterne kan vende frustrationerne til gode præstationer på banen i de kommende kampe.

»Det bliver vi nødt til. Men det er ikke et nederlag på hjemmebane, der skal til for at vække os op. Forhåbentligt går alle ud med intentionen og lysten til at vinde.«

»Men vi skal vågne op nu. Det her er en skandale,« rasede Fenger, der alligevel havde lidt overskud til at sætte et par ord på Lars Høghs betydning.

»Når man har været en del af akademiet og OB, er det klart, at Høgh er den største legende i klubbens historie. Det gør sindssygt ondt i hjertet at høre, at det går, som det går. Mange i truppen har ham i tankerne. At vi så i den her kamp, hvor vi spillede for ham og skulle vise noget for ham, spiller så pinligt … Vi har ham i tankerne, så det gør ekstra ondt at vi levere sådan her i dag.«