'Skandaledommer' sang OB-fansene, så det kunne høres i både Middelfart og Nyborg, da Bashkim Kadriis appel for straffespark blev afvist af dommer Michael Tykgaard. OB kunne dog le sidst, da fynboerne vandt 2-0 over FC Nordsjælland.

Hjemmeholdets maskot var iført julemandskostume i anledning af første søndag i advent, og 20 minutter inde i opgøret var det så Issam Jebali, der uddelte en gave til OB-fansene, da han modtog bolden fra Emmanuel Sabbi, vendte rundt og med en FCN-spiller i ryggen hamrede den fladt ind bag en skidt placeret Emmanuel Ogura i FCN-målet.

OB-fansene gentog sidste uges hyldestsang til Lars Høgh efter otte minutter og 17 sekunder, mens Bjarne Jensen i pausen overrakte sin Høgh-trøje til Daxima, der sender 51.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse i bytte.

Kort før tid chippede Jebali elegant bolden ind til Fenger, der let kunne trille den forbi FCN-keeperen til 2-0. Herunder kan du læse B.T.s dom over kampen:

For en uge siden var han dybt ærgerlig over en forkert udvisning. Den blev annulleret, og det skal OB være glade for, for Jebali er i den grad tilbage fra sin skade. Scoringen var høj klasse i både boldmodtagelse og skudafvikling, og Jebali viste flere gange flot overblik med snedige afleveringer til de stribede holdkammerater. Defensivt viste han sig frem med en perfekt tackling, der stoppede Andreas Schjelderups skudforsøg. Chippet til Fenger kort før tid var genialt og Laudrup-agtigt.

Det er svært at tro, at samme venstreben hamrede lækre kasser ind på stribe i foråret. Søndag eftermiddag lignede Bashkim Kadrii en mand uden selvtillid, når han fik muligheden for at afslutte mod FCN-målmand Emmanuel Ogura. En fri chance forsøgte han at sparke gennem benene på keeperen, der nemt stoppede skuddet. Gemt mellem de svage afslutninger fandt Kadrii noget af fordums styrke med finurlige vendinger, som den Nagalo kun kunne stoppe ved at holde Kadrii tilbage, men dommer Tykgaard afviste straffesparkappellen fra Kadrii, der startede inde for første gang i over en måned – og ikke har scoret i ligaen siden runde 1 i Herning.

OB (4-2-3-1)

Hans Christian Bernat 3
Nicholas Mickelson 3 (Ud: 81.)
Alexander Juel Andersen 3
Kasper Larsen 4
Jørgen Skjelvik 3
Jens Jakob Thomasen 4
Aron Thrándarson 3
Emmanuel Sabbi 3 (Ud: 70.)
Mads Frøkjær-Jensen 3 (Ud: 81.)
Issam Jebali 5 (Ud: 90.)
Bashkim Kadrii 2 (Ud: 70.)
---
Troels Kløve UB (Ind: 70.)
Max Fenger 4 (Ind: 70.)
Moses Opondo UB (Ind: 81.)
Robin Østrøm UB (Ind: 81.)
Jakob Breum UB (Ind: 90.)

FC Nordsjælland (3-5-2)

Emmanuel Ogura 2
Mads Thychosen 3 (Ud: 46.)
Kian Hansen 3 (Ud: 56.)
Adamo Nagalo 2
Oliver Rose-Villadsen 4
Daniel Svensson 3 (Ud: 81.)
Jacob Christensen 3
Magnus Kofod Andersen 4 (Ud: 68.)
Andreas Schjelderup 3 (Ud: 81.)
Oliver Antman 3
Simon Adingra 3
---
Jonas Jensen-Abbew 3 (Ind: 46.)
Lasso Coulibaly 3 (Ind: 56.)
Leo Walta UB (Ind: 68.)
Martin Frese UB (Ind: 81.)
Abu Francis UB (Ind: 81.)

OB var uden forsvarsgeneral Jeppe Tverskov, der humpede ud senest mod Viborg. Med Kasper Larsen og Alexander Juel Andersen, der begge har leveret svingende præstationer i sæsonen, i midterforsvaret, var der lagt op til stormløb fra FCNs hurtige frontduo Oliver Antman og Simon Adingra. De kom som ventet, men OB-forsvaret afværgede med Hans Christian Bernat som solid sidste skanse i målet. Få minutter før slutfløjt manglede Larsen fart, men en perfekt tackling stoppede Adingra.

»Kan det virkelig være rigtigt,« har den ene nok sagt til den anden. OBs sportschef, Michael Hemmingsen, og kommercielle chef, Jack Jørgensen, havde svært ved at forstå dommer Michael Tykgaards beslutning om ikke at give Bashkim Kadrii straffespark. I hvert fald farede Hemmingsen op fra sit sæde på tribunen, mens Jørgensen brød ud i latter over den manglende kendelse. Kadrii havde netop modtaget bolden fra Jebali og gjort klar til at vende ind i feltet, men FCNs Adamo Nagalo ville det anderledes. Kadrii faldt til jorden, men Tykgaard vinkede afvisende, og så brød fansene ud i 'skandaledommer'-sang.

OB satte tre point på kontoen, og det varner i det fynske, hvor nedrykningsstregen de seneste uger er kommet tættere og tættere på. Faren er der stadig, men en sejr er som bekendt det bedste at gå på Superliga-juleferie på. Det er selvtillid på et tørt sted, inden OB skal forsøge at spille sig videre til pokalsemifinalen de kommende to weekender mod Randers.

Omvendt skal FC Nordsjælland bruge juleferien på at genfinde formen fra sæsonstart og på at spille de unge talenter bedre sammen, så de er rustet til en hård forårssæson.