Søndagens derby i Parken får nu konsekvenser for både FC København og Brøndby IF.

Her gjorde fangrupperne nemlig brug af pyroteknik, mens der ligeledes blev anvendt kasteskyts mod flere af spillerne i løbet af kampen.

Og det får nu DBUs Disciplinærinstans til at åbne sager mod begge klubber.

Det bekræfter Jens Hjortskov, der er formand i DBUs Disciplinærinstans, over for B.T. onsdag aften:

Søndagens derby i Parken blev blandt andet afbrudt i 10 minutter på grund af massiv røg fra lægterne.
Søndagens derby i Parken blev blandt andet afbrudt i 10 minutter på grund af massiv røg fra lægterne. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Vi har fået indberetningen fra kampens dommer, og her har han anført det, som alle også kunne se, der skete. Derfor har vi bedt begge klubber om en redegørelse.«

Så der er åbnet sager mod FCK og Brøndby?

»Ja, formelt er der åbnet sager mod begge klubber, da der er blevet begået flere overtrædelser af de to fangrupperinger.«

Jens Hjortskov fortæller videre, at de to Superliga-klubber har indtil engang i næste uge, før der skal foreligge en redegørelse hos DBUs Disciplinærinstans.

Søndagens derby blev blandt andet afbrudt i ti minutter i første halvleg, fordi der var for tåget på banen på grund af pyroteknik, da fangrupperne havde medbragt fyrværkeri, kanonslag og romerlys.

I løbet af anden halvleg blev Brøndby-spilleren Simon Hedlund og FCK-angriberen Jonas Wind ligeledes ramt af kasteskyts fra tribunerne.

Sidstnævnte satte da også efter kampen ord på situationen, hvor der blev kastet et afbrændt romerlys i retning af ham.

Den historie kan du læse mere om HER.

FC København vandt søndagens kamp med 4-2 over Brøndby IF i Parken, hvor der for første gang siden februar 2020 var over 30.000 tilskuere samlet.

I videoen øverst kan du se de to situationer, hvor Hedlund og Wind blev ramt af kasteskyts.