Det er et rekordbud, som FC København har modtaget på Mohamed Daramy fra den belgiske storklub Club Brugge.

B.T. løftede tidligere onsdag sløret for belgiernes bud, og nu kan vi afsløre beløbet, som sportsdirektør Peter Christiansen tygger på.

Det lyder på 12 millioner euro. 90 millioner kroner.

Hvis FC København vælger at takke ja, og spilleren også gør det, stryger Mohamed Daramy ind som det største salg, den danske klub nogensinde har lavet.

Daramy har fået en flot start på Superliga-sæsonen.
Daramy har fået en flot start på Superliga-sæsonen. Foto: Claus Bech
Vis mere

FC København bekræftede efter B.T.s afsløring forhandlingerne med Club Brugge.

»Der er dags dato konstateret rygter i markedet om, at FC København påtænker at sælge fodboldspilleren Mohamed Daramy til belgiske Club Brugge NV.«

»FC København kan bekræfte, at der er modtaget et tilbud på Mohamed Daramy fra belgiske Club Brugge NV. Der pågår i øjeblikket forhandlinger mellem parterne, og der er ikke sikkerhed for, at en aftale vil blive indgået,« skrev FC København i en meddelelse.

Club Brugge har aldrig købt så dyr en spiller som det bud, de har lagt på 19-årige Mohamed Daramy.