Kampen om FCK-profilen Mohamed Daramy er for alvor gået i gang.

B.T. kan afsløre, at belgiske Club Brugge har budt på den danske U21-landsholdsspiller. B.T. har endnu ikke fået det nøjagtige tal, men belgiske kilder med stor indsigt i Club Brugge melder om et ‘kæmpe’ beløb.

OPDATERING: Parken Sport & Entertainment, der ejer FCK, bekræfter dette i en meddelelse til fondsbørsen:

»FC København kan bekræfte, at der er modtaget et tilbud på Mohammed Daramy fra belgiske Club Brugge NV. Der pågår i øjeblikket forhandlinger mellem parterne, og der er ikke sikkerhed for, at en aftale vil blive indgået,« skriver Parken.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Mohamed Daramy er kommet flyvende i gang med denne sæson som en af de helt store oplevelser i Superligaen, og onsdag blev han kåret til månedens unge spiller i rækken.

Den 19-åriges præstationer har kun været med til at intensivere en allerede stor interesse for spilleren.

B.T. kunne i juni fortælle, hvordan store klubber som AC Milan, Sevilla, Bayer Leverkusen samt Red Bull-koncernen, der har Leipzig og Salzburg i porteføljen, også har vist interesse for at købe Mohamed Daramy.

Nu forsøger Club Brugge så at overhale dem alle sammen.

B.T.s belgiske kilder fortæller, at buddet ‘bør’ kunne accepteres af FC København, da det er på et niveau, som vil gøre Mohamed Daramy til et af de dyreste salg nogensinde i Superligaen.

Samtidig føler belgierne sig overbeviste om, at Mohamed Daramy gerne vil til en klub som deres, fordi FCK-spilleren har sagt nej til at tage et for stort skridt til de allerstørste klubber og risikere manglende spilletid og udvikling.

I Club Brugge vil Mohamed Daramy omvendt få en stor status på holdet som følge af, at han bliver købt ind for et rekordbeløb.

Mohamed Daramy har kontrakt med FCK til udgangen af 2023.

Andre læser også