Discovery mister flere og flere rettigheder.

Derfor har de følt sig nødsaget til at sænke prisen på sportspakken. Prisen er ændret fra 149 kroner om måneden til 129 kroner.

Det fortæller Morten Crone Sejersbøl, der er konstitueret kommunikationschef i Discovery, til B.T.

»Vi synes, at prisen matcher indholdet på Discovery. Priserne er dynamiske og flytter sig lidt en gang imellem. Lige nu har vi Superliga, FA Cuppen, grand slam-turneringerne og nogle af de største løb i cykling. 129 kroner er, hvad vi kan tage for rettighederne,« siger han eksempelvis.

Henning Bagger

Discovery kan snart heller ikke vise landsholdsfodbold mere. Rettighederne har TV 2 nemlig sikret sig gældende fra sommeren 2022. Det betyder, at Schmeichel og co. vender tilbage til kanalen, som tidligere har været kendt som 'Hele Danmarks hjemmebane'.

Discovery har netop overstået nogle gode uger med OL. Den enorme begivenhed i Tokyo har således sikret dem flere abonnenter.

Derfor frygter Morten Crone Sejersbøl da heller ikke for Discoverys fremtid. Han synes, de står et fint sted.

»Nej, vi frygter overhovedet ikke noget. Der er altid en risiko for, at abonnenter falder fra, men vi er trygge. Vi har heldigvis stadig en masse gode rettigheder, så hvis man er interesseret i cykling eller Superliga, så er vi stadig et godt sted.«

De færre rettigheder samt prisændringen kommer dog ikke til at lave om på Discoverys ekspertpanel, der blandt andet består af Thomas Gravesen, Lars Jacobsen og Morten Bruun.

»Eksperterne kommer I til at se fremover. Der kan altid ske noget, men det ved man aldrig. Der er ikke nogen plan om, at der skal skæres.«

Dermed slår Morten Crone Sejersbøl afsluttende fast, at det stærke eksperthold stadig er på skærmen, når Superligaen ruller på Discoverys kanaler igen.

»Vi er stadig ambitiøse, og vi vil stadig have de bedste rettigheder. Vi har skruet ned for nogle rettigheder, men vi har lige haft OL, der gik supergodt, så der kan komme rettigheder til og fra hele tiden,« siger Morten Crone Sejersbøl.