Leroy Burrell var et af de hurtigste mennesker på jorden en overgang, da han havde verdensrekorden på sprintdistancen over 100 meter.
Desværre er den 54-årige amerikaner blevet ramt af en tragedie. En meget stor tragedie.
Hans 26-årige søn, Cameron Burrell, er nemlig afgået ved døden. Han var gået i sin fars fodspor og blevet sprinter. Dødsårsagen er uklar i skrivende stund.
Det skriver Aftonbladet.
Cameron Burrell var et lovende sprintertalent, og han deltog ved ungdoms-VM allerede i 2012, hvor han var med til at vinde guld i 4 x 100 meter stafet.
Ifølge Aftonbladet havde han efterfølgende nogle succesfulde år på University of Houston, og i 2018 vandt han National Collegiate Athletic Association.
Samme år var Cameron Burrell også en del af det amerikanske landshold, der vandt VM i atletik. Hans personlige rekord på en 100 meter er på flotte 9,93 sekunder.
Nogen vil mene, at Cameron Burell blev født til at være en dygtig sprinter. Det er nemlig ikke kun hans far, som var hurtig på fødderne.
Det var hans mor ligeledes. Hun hedder Michelle Finn-Burrell, og hun vandt OL-guld på 4 x 100 meter i 1992, hvor legene blev afholdt i Barcelona.
Leroy Burrell har i flere år fungeret som træner for sin søn på atletikbanen.


