To fans er testet positive for covid-19 efter søndagens Superliga-brag mellem FC København og Brøndby i Parken.
Det bekræfter FC Københavns kommunikationschef, Jes Mortensen, i en sms-besked til B.T. onsdag formiddag.
'Det er korrekt. Mig bekendt har der været to, der er vendt retur med, at de er blevet testet positive efter kampen,' skriver han helt præcist.
Hovedstadsklubben har efterfølgende sendt en mail ud til de fodboldfans, der befandt sig i samme afsnit som de to smittede personer.

FC København skriver, at du skal kontakte smitteopsporingen, hvis du har været inden for to meter af de smittede.
Derudover opfordrer københavnerne alle til at være opmærksomme på eventuelle symptomer.
Der var hele 31.297 mennesker på tribunerne i Parken søndag eftermiddag, og det gør kampen til det største tilskuereevent i Danmark i over et år.
FC København vandt ærkefjende opgøret med 4-2 i et meget underholdende derby. Jonas Wind blev den helt store helt med sine to scoringer.
Regeringens covid-19-restriktioner har tilladt fyldte tribuner til Superliga-kampene siden den 1. august. Det betyder også, at der må være udefans til stede.
Der var således 2.000 Brøndby-fans med i Parken, og de var med til at skabe en meget fed kulisse.

