Tyskeren Peter Hyballa er ikke længere cheftræner i Esbjerg. Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

Ifølge B.T.s oplysninger har han selv valgt at sige sit arbejde op. Han rejser sammen med assistenttræneren og den fysiske træner.

Michael Kalt, der er bestyrelsesformand i Esbjerg, er skuffet over situationen.

»Vi er naturligvis skuffede over begivenhederne de seneste uger og Peter Hyballas beslutning om at stoppe, men vi er ikke mindre engagerede i at implementere spillestilen med højt pres af den årsag, idet vi fortsat mener, det er den rette og hurtigste vej tilbage til Superligaen.«

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Brian Bo Knudsen, som har været administrerende direktør i Esbjerg, har også valgt at opsige sin stilling. Det fremgår også af onsdagens pressemeddelelse.

Han mener, at tiden er kommet til at give stafetten videre.

»Efter fire års hårdt arbejde i EfB er tiden nu inde til at give stafetten videre. Det har været spændende og udfordrende, og det har i perioden gået både op og ned, hvilket jo er det fascinerende ved at arbejde i en fodboldklub. Når den sidste overdragelse er klaret, ser jeg frem til at følge projektet som tilskuer, og jeg er overbevist om, at vi kommer til at se en stærk klub i fremtiden.«

Fodboldklubben har allerede den nye cheftræner og direktør på plads. Roland Vrabec bliver ny mand på sidelinjen, mens Jens Hammer Sørensen tager over efter Brian Bo Knudsen.

De to nye ansigter glæder sig til de nye udfordringer.

»Jeg er meget glad for at være her i Esbjerg nu, og ser frem til udfordringen. Når man kigger sig omkring, så ser man, at der er tale om en stor klub med fantastiske faciliteter. Vi har alle en drøm om at rykke op i Superligaen, og det skal vi jagte, men i første omgang handler det om at fokusere på den næste kamp, og den spilles fredag,« lyder det fra den nye cheftræner, inden Jens Hammer Sørensen tilføjer:

»Da jeg fik henvendelsen fra EfB, blev jeg smigret, fordi der er tale om en stor klub i en fantastisk fodboldby. Jeg glæder mig meget til at tage fat og komme i gang med det store arbejde, der venter forude, så vi kan få fodboldbegejstringen tilbage blandt fans og sponsorer. Vi har et fælles mål om at få klubben tilbage i Superligaen, og det kommer til at kræve masser af energi og ressourcer fra alle mand, og den rejse påbegynder nu.«

Bestyrelsesmedlem Paul Conway takker afsluttende Peter Hyballa.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Vi takker Peter og Brian for deres indsatser for EfB, og vi ser frem til at byde Roland og Jens velkommen i denne uge i Esbjerg og til vores kamp fredag på Blue Water Arena.«

Peter Hyballa nåede at være cheftræner i syv dramatiske uger. Her har han mødt meget modstand, fordi hans træningsmetoder skulle være hårde både mentalt og fysisk. Flere spillere har således ytret deres utilfredshed.

Alligevel har de amerikanske ejere bakket op om deres tyske cheftræner hele vejen igennem.

Peter Hyballa sluttede med et 1-3-nederlag til Helsingør. Han var således ikke på sidelinjen i weekendens 0-5-blamage mod Lyngby, fordi han var hjemme i Tyskland, hvor hans mor er meget syg.