»Hvis de ønsker at afbryde samarbejdet, så gør vi det.«

Sådan lød tilbuddet fra Esbjergs talsmand og bestyrelsesmedlem Paul Conway, efter 21 spillere i et åbent brev kritiserede den nyansatte cheftræner Peter Hyballa for voldsom opførsel og hårdhændede træningsmetoder. Et tilbud, flere har taget imod, men som har en pris.

Det kan B.T. nu fortælle.

For ifølge B.T.s oplysninger har 1. divisionsklubben krævet, at spillere, der forlader klubben, skriver under på en tavshedsklausul, der betyder, at de ikke må udtale sig om deres tid i Esbjerg.

Det sker, efter man på Vestkysten var godt og grundigt utilfreds, da den nu tidligere Esbjerg-spiller Kasper Pedersen efter sin løsrivelse gik til pressen og fortalte om det, der foregår under Peter Hyballa.

»Hvor skal jeg begynde? Der har været så mange ting, som har været grænseoverskridende og direkte vanvittige. Det er nemmere at fortælle, hvad der har været fint siden Peter Hyballas ansættelse,« sagde Pedersen blandt andet til Ekstra Bladet.

En udtalelse, de for alt i verden vil undgå flere af.

Senest har både målmand Mads Kikkenborg og kantspilleren Patrick Egelund fået deres kontrakt ophævet, og det er ifølge B.T.s oplysninger sket med en underskrevet tavshedsklausul i rygsækken.

Den 45-årige tysker Peter Hyballa blev præsenteret som Esbjergs nye cheftræner i slutningen af maj.
Den 45-årige tysker Peter Hyballa blev præsenteret som Esbjergs nye cheftræner i slutningen af maj. Esbjerg fB

Med andre ord har de to unge Esbjerg-spillere, der har spillet hele deres seniorkarriere i klubben, altså fået mundkurv på som betingelse for at kunne komme væk fra den kaosplagede klub, der fortsat befinder sig midt i et stormvejr.

I de to pressemeddelelser får 1. divisionsklubben det ellers til at lyde som et udramatisk farvel.

»Vi ønsker Mads Kikkenborg held og lykke i den fremtidige karriere og takker ham for den store indsats for EfB gennem mange år,« sagde administrerende direktør i EfB Brian Bo Knudsen eksempelvis, om den spiller, der i sidste sæson blev kåret til sæsonens spiller, men som nu drager videre.

I fodboldverdenen er det da heller ikke unormalt, at en klub vælger at indgå en aftale om tavshed med spillere, der er på vej ud, hvis de har noget, de ønsker at holde skjult og ude af offentligheden. En aftale, man også ser i mange almindelige virksomheder.

Det er dog ikke generel praksis, at fodboldspillere forlader klubber med mundkurv på.

Både Mads Kikkenborg og Patrick Egelund var blandt de i alt 21 spillere, der havde skrevet under på det åbne brev, hvor de i skarpe vendinger kritiserede tyskeren.

»Vi har oplevet daglige trusler om fyringer, hånende, sexistiske og ydmygende bemærkninger, og hvad der efter vores opfattelse kan tolkes som regulær mobning, som rækker langt ud over de i forvejen vide rammer, der er i fodboldverdenen,« stod der blandt andet i brevet.

Det fik efterfølgende bestyrelsesmedlem Paul Conway til at insinuere, at man var velkommen til at få sin kontrakt revet over, hvis man ikke kunne lide lugten i bageriet.

Ikke lang tid efter udtalte Spillerforeningens direktør, Michael Sahl Hansen, til B.T., at ledelsen ifølge ham bevidst forsøger at presse spillere ud af deres kontrakter.

B.T. har været i kontakt med Esbjerg, der ikke ønsker at svare på spørgsmål angående tavshedsklausuler. De oplyser, at de holder personale- og kontraktforhold internt.

B.T. ville ellers gerne have spurgt 1. divisionsklubben, hvorfor de har valgt at anvende en sådan klausul på to afgående spillere.

Peter Hyballa var lørdag ikke på bænken på grund af sygdom i familien, da Esbjerg tabte hele 0-5 til 1. divisions tophold, Lyngby.