Altid parat med et stort smil på læben og med den ene store drøm efterfulgt af en endnu større har Claus Steinlein været FC Midtjyllands ansigt udadtil i et årti.

Med akademiet som hjertebarn arbejdede han sig op i graderne i den jyske storklub, der har etableret sig som fast mesterskabskandidat. Nu sidder han som øverste direktør i en klub, der drømmer endnu større.

»Min store drøm er stadig at se FC Midtjylland deltage i europæisk fodbold på samme måde, som FCK har gjort de sidste mange år og Rosenborg før dem. Vi skal også være et skandinavisk fyrtårn. Den helt store drøm er at høre Champions League-hymnen på MCH Arena, fordi man skal spille gruppespil derinde.«

Nogle gange rammer ambitioner og udmeldinger skævt. Som for eksempel, da 'den nok var 10 procent for vild', da den bornholmskfødte direktør meldte ud om arbejdet på en 2029-plan sidste år.

Simon Kjær solgt til Palermo i 2008. Bagest træner Erik Rasmussen og Claus Steinlein.
Simon Kjær solgt til Palermo i 2008. Bagest træner Erik Rasmussen og Claus Steinlein. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Andre gange rammer han og FC Midtjylland rigtigt. Som da man ved akademiets start i 2004 meldte ud, at man ville have to spillere med ved VM 2010. Det fik man i Simon Kjær og Winston Reid.

Selv arbejder Claus Steinlein med begrebet 'laws of attraction'. At du skal drømme stort for at lokke andre med, der også drømmer stort.

»Før var det måske mere ubevidst, at vi meldte noget stort ud, men i dag bruger jeg det meget mere bevidst. Det ligger i FC Midtjyllands dna, som da Steen Hessel og Johnny Rune fusionerede de to 1. divisionsklubber og ville have dem til at ligge i toppen af dansk fodbold.«

»I min ledermæssige karriere er jeg født ind i det i FC Midtjylland, men det er også ret naturligt for mig. Jeg sagde tidligt til min mor og far, at jeg ville være professionel fodboldspiller. Og når man bor i Allinge-Sandvig på Nordbornholm, er der ikke mange, der bliver Superliga-spiller,« siger Claus Steinlein.

Men selvom han har fået folk til at grine, når man har meldt ud omkring mesterskabsdrømme, drive-in-fodbold og andre ambitioner, er tingene vendt, oplever han.

»Jeg har lagt mærke til, at man ikke griner så meget ad FC Midtjylland mere, når vi melder stort ud.«

Senest oplevede han det, da man sagde, at man i samarbejdet 'Guldminen' mellem FC Midtjylland og Idrætsskolerne Ikast vil uddanne verdens bedste fodboldspiller.

»Det blev der ikke råbt lige så højt imod som i 2004 med de to spillere til VM. Folk sagde, det ikke kunne lade sig gøre. Og det kan godt ske, folk ikke tror 100 procent på det. Det gør jeg. Og i dag hører man mere: 'Gad vide, om det kan lade sig gøre',« fortæller Claus Steinlein.

Claus Steinlein til venstre i kamp for Ikast FS.
Claus Steinlein til venstre i kamp for Ikast FS. Foto: HENNING BAGGER
Vis mere

Det sværeste øjeblik

I 2012 var FC Midtjylland ikke, hvor de er i dag. Jens Ørgaard stoppede som direktør, Bo Olesen fratrådte som bestyrelsesformand, og 'prikken over i'et' kom, da fem af klubbens afrikanske spillere blev sigtet for at have haft sex med en mindreårig pige.

»Det var en lang periode, hvor nedturen kom med de anklager. Det var en kæmpe udfordring, og FC Midtjylland var presset,« fortæller Claus Steinlein.

De fem spillere slap for yderligere tiltale, da den pågældende pige havde løjet sig ældre, end hun var. Men det gav klubben muligheden for at kigge indad.

»Vi kom virkelig ind til kernen af vores værdier. Vi fik defineret familieklubben. Det har Erik Rasmussen været med til tidligere. Det der sammenhold, vi havde i den sportslige afdeling – vi stod virkelig sammen og var en flok.«

10. august 2016 landede Rafael van der Vaart i Danmark med en stolt Claus Steinlein ved siden af. Det blev aldrig den store succes.
10. august 2016 landede Rafael van der Vaart i Danmark med en stolt Claus Steinlein ved siden af. Det blev aldrig den store succes. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Der var mange trænere og ledere fra akademiet, der havde været med på rejsen, og fra spillertruppen var det med Kristian Bak og de andre akademispillere i spidsen. Det sammenhold, vi havde bygget op på akademiet – jeg lærte, hvor vigtigt det var, for det fik os gennem krisen,« fortæller Claus Steinlein.

Kigger Claus Steinlein på det bedste minde fra sine 20 år i FC Midtjylland, er der ingen tvivl. Vi skal tilbage til foråret 2018 i en kamp, hvor Midtjylland slet ikke var på banen.

»Det klart største, jeg har prøvet, var, da Kjartan Finnbogason scorede til 2-2 for Horsens mod Brøndby. Det hele var tabt, og der var pakket sammen,« siger Claus Steinlein, der under kampen befandt sig på Hereford i Tivoli sammen med klubbens store sponsorer efter 2-0-sejren over FCK i næstsidste spillerunde.

»Vi havde et lille håb, men det blev bare slukket, da Brøndby kom foran 2-0. Jeg havde slukket for kampen. Da der var en, der råbte nede fra den ene ende, at der var scoret til 1-2, så flår vi alle telefonerne frem, og nærmest inden vi får dem frem, har han også scoret til 2-2. Det var jo et magisk øjeblik. Ikke kun for Midtjylland, men for dansk fodbold.«