»Jeg har bare det billede af Heine, at han sidder og ryger en smøg efter kamp eller træning.«

Citatet er fra Jesper Thygesen, der spillede sammen med Heine Fernandez i flere sæsoner i Silkeborg, mens klubben havde sine velmagtsdage i midten af 1990'erne.

En 'enfant terrible' kalder han manden, der var forbi Viborg, Silkeborg, FCK og AB i sin Superliga-karriere, som førte 126 kasser med sig. På Superligaens historiske topscorerliste indtager han en fjerdeplads.

Billedet af Heine Fernandez med en smøg i mundvigen og en øl i hånden efter en kamp bliver dog ofte delt i de sporadiske skriverier og debatter, hvor måltyven kan blive bragt på banen.

Ikke mange minutter efter en kamp skulle Heine Fernandez helst have sig en smøg.
Ikke mange minutter efter en kamp skulle Heine Fernandez helst have sig en smøg. Foto: ERNST VAN NORDE
Vis mere

Efter at have brudt igennem i Viborg skiftede Heine Fernandez i 1990 til Silkeborg, hvor han og klubben senere blev fudtidsprofessionelle. Ikke en på papiret fremragende opskrift for Heine Fernandez.

»Det var ikke noget, der bekom ham vel. Træning sagde ham ikke så meget. Han var søndagsspiller. Det var kampene, han brændte for,« siger Jesper Thygesen og fortsætter:

»Da jeg startede som ungdomsspiller, var der flere af hans typer, men efterhånden som professionel fodbold fik mere og mere tag i klubberne, blev de typer mere og mere kørt ud på bodegaerne igen.«

»For ham var en del af at være professionel også at huske at nyde livet. Kontrasten til det er bare endnu større i dag. Han er en af de sidste af sin art.«

Heine Fernandez for Viborg i 1998 i en kamp mod Vejle.
Heine Fernandez for Viborg i 1998 i en kamp mod Vejle. Foto: PALLE HEDEMANN
Vis mere

Bodegaerne var dog fast rutine for Heine Fernandez og flere af Silkeborg-spillerne, selvom de havde kamp hver weekend, fortæller hans tidligere holdkammerat og ven Bora Zivkovic.

»Han var utrolig social og venlig. Der var ikke noget, han ikke var med på, men det var også en anden tid, hvor det var mere tilladt at gå ud efter kampene. Jeg synes, det gav os noget på banen. Det bidrog til, at vi gik den ekstra meter i kampene,« siger han.

Efter karrierens afslutning med et ophold på Færøerne købte Heine Fernandez sin egen bodega i København og stod selv bag baren.

»Jeg oplevede den ikke selv, men jeg tænkte bare, at det var typisk. Selvfølgelig skulle han da have sin egen bodega,« griner Jesper Thygesen.

Det gjorde Bora Zivkovic til gengæld.

»Her var han fuldstændig, som han var som holdkammerat. Meget social og meget snakkesalig. Det tror jeg bestemt, kunderne nød meget,« mener han.

Bodegaen solgte han efter et par år og tog job i en Fakta på Østerbro. I 2013 kørte han galt med en promille på 2,57, mens hans søn var med i bilen.

»Det er så utilgiveligt, at jeg tog den beslutning, når min søn var med. Jeg kunne have fået os dræbt. Jeg fortryder meget at have kørt spritkørsel og er bestemt ikke stolt over det,« sagde han til Euroman i 2018.

Heine Fernandez i forbindelse med sin retssag om spritkørsel.
Heine Fernandez i forbindelse med sin retssag om spritkørsel. Foto: Lars Helsinghof Bæk
Vis mere

53-årige Heine Fernandez er siden flyttet til Spanien, hvor han lever en mere rolig tilværelse med sine nærmeste, end man oplevede undervejs i hans karriere.

Det er dog fighterevnen på banen og de 126 Superliga-mål, der først springer frem i hovedet på Jesper Thygesen – sammen med en cigaret.

»Min far var lidt den samme type: bohemen, der skilte sig ud med hang til en øl og en smøg. Jeg smilte sgu af det og rummede det fint. Det måtte han selv styre.«

»Der var 100 procent output i kampene, og det var det, der betød noget.«