Da Erik Rasmussen i 2011 udgav sin bog 'Tilgiv mig', trak det kæmpe overskrifter.
'Sexafhængig i 30 år' stod der blandt andet i B.T. om bogen, hvor Erik Rasmussen beskrev, hvordan hans liv ramlede sammen i foråret 2010.
I maj 2010 blev han fyret i AGF efter nedrykningen fra Superligaen. Den kom efter en svær sæson, hvor de store profiler havde været skadet. I privatlivet stod den på skilsmisse på grund af utroskab, og han mistede sin far.
Alt kom med i bogen. Se mere om det i indslaget øverst i artiklen.
»Man kan godt sige, det fik konsekvenser. Hvis du kigger på mit cv som træner, ud over det sidste halve år i AGF, har alle klubberne, jeg har været i, i bund og grund vundet.«
»Det var så en temmelig hård periode, som fik visse konsekvenser, i forhold til hvilke klubber der egentlig gad at røre ved mig. Havde jeg ikke udgivet den bog, så havde jobmulighederne været anderledes. Det er der ikke nogen tvivl om,« fortæller Erik Rasmussen.
Når du kigger tilbage på det i dag, er du så glad for, at du fik lov til at sige det, du havde behov for på det tidspunkt?
»Nej, det synes jeg egentlig ikke. Jeg havde håbet på at starte en mere nuanceret debat omkring utroskab, som er en så stor del af livet for rigtig mange mennesker. Jeg prøvede bare at fortælle, hvilke omkostninger det havde haft i mine beslutninger i jobbet, og også for mig selv, men i første omgang, hvor meget jeg havde såret min familie og min ekskone.«
»Medierne var interesserede i det, der handlede om sexafhængighed, og var ikke nuancerede i at prøve på at grave lidt dybere. Så jeg opnåede ikke det, jeg gerne ville, med bogen. Det var kun 17 sider i en bog med 300 sider. Men var det den rigtige beslutning på det tidspunkt? Nej, måske ikke,« siger Erik Rasmussen.
»Jeg var helt vildt nysgerrig«
For at forstå Erik Rasmussens liv som fodboldspiller og træner skal man tilbage til omkring starten af 80'erne.
Her løb en talentfuld Erik Rasmussen i starten af 20'erne rundt i dansk fodbold og jagtede et udlandseventyr. Men en prøvetræning i eksempelvis hollandske Zwolle viste sig ikke at kunne opfylde de drømme, han rendte rundt med.
»Alting var meget autoritært og disciplineret – hierarkiet var mere brutalt, end det er i dag. Det gider jeg sgu ikke. Jeg gider ikke finde mig i en træner, der råber og skriger og sjofler alle spillerne, mens de helt stærke i hierarkiet måske gik og sparkede de unge ned,« fortæller han.
Derfor takkede han ja til et ophold i den amerikanske indendørsliga hos Wichita Wings. Økonomien var fin, og sæsonen varede kun et halvt år ad gangen, hvilket gav tid til at udforske USA.
»Selv om jeg ikke var politisk enig i, hvordan det amerikanske system var bygget op, gav det mig muligheden for at se den dominerende magt i verden indefra. Jeg spillede i en liga med nogle normer, der gjorde, at vi rejste meget og så alle byer, men vi havde også god frihed, når vi kom til byerne.«
»Den frihed brugte jeg vanvittigt meget. Jeg var helt vildt nysgerrig på, hvordan tingene var skruet sammen, og hvordan folk havde det i det her land,« siger han.
Han endte derfor med at være der i fem år, før han vendte tilbage til Danmark. Selv om han var en af de største stjerner i ligaen, hvor han fik tilnavnet 'Wizard', fik ligaen et lønloft.
Og så var der lige så gode tilbud at hente hjemme i Danmark, hvor han endte i først Frem og siden Brøndby.
I 90'erne blev han spillende træner i Køge, inden han begyndte at tage rene cheftrænerjobs. Fra Skælskør til Næstved, hvorefter han endte i Superligaen hos FC Midtjylland og AGF.
For to år siden blev det også til et ophold i Vendsyssel. Ekspertkommentator har der også stået på cv'et.
I dag har han taget springet over til livet som underviser på Hald Ege Efterskole, mens han har lavet velgørende arbejde for udsatte i Sierra Leone de seneste år.
Han husker ikke, han har været mere begejstret for sit arbejde, end han er i dag. Også fordi det trækker tråde til den måde, han var træner på.
»Jeg har altid syntes, at det virkelig betyder meget, hvordan man interagerer som mennesker. At man prøver at være solidarisk med de svageste.«
»Jeg har taget mange forkerte beslutninger som træner, men noget af det, jeg synes, jeg er lykkedes med, er at have forståelse for de svage. Og at få alle, også dem øverst i hierarkiet, til at føle sig som en enhed. Vi prøver at gøre det samme i Afrika. Vi prøver at give dem selvværd, prøver at få dem til at føle samhørighed, at give dem mål.«
»Hvis man kigger på, at det er fuldstændigt forskellige rammer, så er det nogle af de samme ingredienser, der bruges. Det er det mest stimulerende, jeg har lavet i mit liv,« fortæller Erik Rasmussen.
