Frederik Rønnow er stadig Brøndby-målmand. Godt for klubbens drømme om det danske mesterskab, men også en gevinst på 40 millioner kroner, der røg ud af transfervinduet. Crystal Palace var nemlig igen for sent på den, da de i de sidste timer besluttede sig for at satse på at få Brøndby-målmanden, som de også gjorde i de absolut døende timer i sommer.

Og den måde at handle på bryder man sig ikke om i Brøndby.

»Set fra mit synspunkt er det uprofessionelt, og det viser en manglende respekt over for en anden klub,« siger træner Alexander Zorniger.

»Nu har vi samme situation igen, hvor den samme klub vil have den samme spiller på sidste dag i transfervinduet. Hvem kan forstå det? Jeg kan ikke. Men vi har ham endnu, og det er vi meget glade for.«

Det var ikke Alexander Zorniger, men derimod Troels Bech, der havde kontakten med Crystal Palace, da det spidsede til tæt på deadline. Også for tæt på deadline. For det var netop tiden, der var et problem for Brøndby, der ville have en afløser på plads, før de kunne takke ja til det store beløb.

»Havde vi fundet den rigtige afløser, så er jeg overbevist om, at det havde været en mulighed, at Frederik var skiftet. Men det havde ikke været en mulighed for os at stå markant svækket i forhold til forårets kampe,« siger Troels Bech.

LÆS OGSÅ Medie: Brøndby lurer på svensk angriber

Brøndby var klar på, at der kunne komme et bud på Frederik Rønnow, så man stod ikke på helt bar bund, da Crystal Palace henvendte sig.

»Vi er ikke dummere end, vi godt ved, at vi skal være forberedt på, hvad der kan ske. Derfor har vi konstant arbejdet med en kandidatliste, og det har vi også gjort i det her transfervindue. Flere af dem har også været parate, men man sætter ikke en målmand i banken og så går ind og hæver ham, når klokken er kvart i tolv,« siger Brøndbys sportsdirektør, der tilmed havde strukket sit økonomiske budget en anelse for at lykkes med en afløser.

LÆS OGSÅ BT afslører: Tidligere FCK-aktionær og Brøndby-boss vil redde Superliga-klub

»Vi har søgt alt, hvad vi kunne, og vi har også gået forbi nogle af de grænser, vi normalt skulle bevæge os inden for for at se, om det kunne lykkes. Vi har gjort en helhjertet indsats, og det ved jeg, at Frederik også ved,« siger Troels Bech.

Det var altså denne gang afløseren, der manglede, før Frederik Rønnow kunne kalde sig Premier League-målmand, mens det i sommer var papirarbejdet, der ikke kunne gennemføres. På et halvt år var beløbet da også blevet noget højere, og de penge kunne man sagtens bruge i Brøndby - selvom det ikke nåede op Alexander Sørloth-niveau, der blev solgt for 75 millioner med bonusser, der kan løbe op i 141 millioner kroner.

»Vi syntes, at det var et interessant beløb, men belært af, hvad der ellers skete i går, kan jeg se, at der findes mere derude,« siger Troels Bech med et stort smil.