Frederik Rønnow var træt. Ikke nødvendigvis fysisk, selvom det var blevet sent onsdag aften, før Brøndby-målmand kunne gå i seng. Men træt af, at han for anden gang måtte se et stort skifte til Premier League og Crystal Palace falde sammen i sidste sekund.

Crystal Palace havde alligevel tegnebogen fremme, efter de havde gjort Alexander Sørloth til Superligaens dyreste spiller med en pris på 75 millioner kroner, der med bonusser kan ende på 141 millioner, så hvorfor skulle de ikke også lige skrabe 40 millioner ekstra op til Frederik Rønnow?

LÆS OGSÅ Bendtner skulle ingen steder: Nu har hans klub hentet målfarlig angriber!

Det gjorde de, men det blev for sent til, at det kunne lykkes.

»Jeg har været træt af hele situationen, fordi jeg har stået i det en gang før. Men det har jeg lært lidt af. Jeg er afklaret, men også ærgerlig. Det giver mig bare endnu mere motivation i kroppen,« siger Frederik Rønnow.

ØVERST I ARTIKLEN KAN DU SE, HVORDAN DET GIK TIL, DA BRØNDBY-TRÆNER ALEXANDER ZORNIGER OVERRASKEDE ET KVINDELIGT FODBOLDHOLD.

Den 25-årige landsholdsreserve stod i sommer i præcis samme situation. Samme klub, sidste dag og intet skifte. Denne gang blev Frederik Rønnow ringet op af sin agent, Ivan Marko Benes, sent på eftermiddagen med informationen om, at Crystal Palace var ved at gøre noget klar. Rønnow mødtes med agenten for at snakke om tingene og finde en løsning, for Premier League og Crystal Palace er en af de muligheder, der lugter af noget stort.

LÆS OGSÅ BT afslører: Tidligere FCK-aktionær og Brøndby-boss vil redde Superliga-klub

»Jeg synes, at buddet var et stort skulderklap. Jeg har ikke styr på, hvad målmænd er blevet solgt for i Superligaen før, men jeg tror, at det havde været en af de absolut højeste. Det sender et signal om, at folk holder øje med, hvad jeg render og laver. Jeg har stadig motivation og drømme, men lige nu fokuserer jeg på at gøre det godt i Brøndby.«

Var det noget, du syntes var interessant?

»Ja, selvfølgelig var det det. Det er jo en Premier League-klub, der har vist interesse i en rigtig lang periode. Selvfølgelig var det det.«

Hvad tænker du om, at de igen kommer til allersidst og ikke bare før det overstået tidligere i transfervinduet?

»Det er ikke i mine hænder. Det bliver noget presset noget. Jeg sad også i det for seks-syv måneder siden, og jeg havde nok gerne været foruden den oplevelse igen. Det er klart, at det vanskeliggør tingene. Jeg tror, både jeg selv og alle andre involverede ønskede, at det blev gjort på et niveau, hvor pulsen er lidt lavere.«

LÆS OGSÅ Medie: Brøndby lurer på svensk angriber

Hvordan tackler du det i forhold til sidste gang?

»For mig har det været en lidt anderledes situation. Det var et længere vindue sidste gang. Der var rigtig mange tanker og ting, man skulle forholde sig til i mange måneder. Her var det hurtigt ind, hurtigt ud. Den kom til sidst, og selvom jeg kendte til interessen, kom den også lidt ud af det blå. Jeg er selvfølgelig ærgerlig, men også afklaret og motiveret,« siger Rønnow og tilføjer:

»Jeg kan vælge at gå over og græde ovre i hjørnet, men det får jeg ikke noget ud af. Vi går en spændende forårssæson i møde, og det er det, jeg har mit fokus på. Men den skal nok lige ud af kroppen i dag eller i morgen. Så bliver der også kigget fremad.«

Troels Bech sagde, at han havde taget dig med så tidligt, som han nu kunne. Var det vigtigt for dig?

»Hvis det er tidligt tre timer før, så… Det var hektisk. Nu må vi bare se fremad.«

Kan du forstå, at det ikke kunne lade sig gøre?

»Klubben har deres agenda. De vil gerne have så godt og stærkt et hold som muligt, og når det spidser til til allersidst, skulle de vel også have en ind,« siger Frederik Rønnow.