En af de olympiske guldvindere fra OL i Sydney, højrefløjen Anja Nielsen, er fra næste sæson tilbage i den danske håndboldliga. Hun blev tirsdag præsenteret som ny spiller i Randers HK sammen med tre rumænske spillere.

29-årige Anja Nielsen vendte aldrig for alvor tilbage til tophåndbold i sin tidligere klub Ikast-Bording, efter hun blev ramt af en korsbåndsskade i november 2001. I denne sæson har hun dog spillet i den islandske klub IBV, som hun nåede semifinalen i Challenge Cuppen med.

Randers, der i næste sæson mister profilerne Chao Zhai og Tanja Milanovic, har desuden sikret sig de rumænske bagspillere Mihaela Senocico og Carmen Amariei samt målvogteren Ionica Munteanu, der erstatter Christine Lindemann.

/ritzau/