Han dvæler ikke meget ved fortidens triumfer, men eksbokseren Mads Larsen har fundet en ny måde at bruge sporten på - og det hjælper mange andre end ham.

Her fortæller 'The Golden Boy' om sit arbejdsliv i egen ret, de mange tv-optrædener efter boksekarrieren og den dag, hvor hans dreng ikke kunne genkende ham. 

Mads Larsen har både været IBO- og WBF-verdensmester, men storhedstiden omkring årtusindeskiftet giver han ikke mange tanker den dag i dag.

»Jeg ser sgu egentlig ikke tilbage. Mange spørger, om jeg ikke skal have noget op at hænge på væggen, shorts, bælter, billeder. Nej, jeg gider ikke at se på billeder af mig selv. Det er jo fortid, og jeg er et andet menneske i dag,« siger han og peger på et øjeblik, der ændrede ham for altid.

»Det ved jeg fra min ældste søn. På tidspunktet, hvor jeg stoppede, kunne han ikke kende mig, da jeg kom hjem, og det var ikke, fordi jeg havde fået tæsk.«

»Jeg var der sammen med ham fysisk, men hovedet var et andet sted, og det kunne han mærke. Det kan børn. Han havde spurgt sin mor: 'Hvornår kommer far hjem?' Hun svarede, at jeg jo var lige der, men der havde han svaret: 'Det er ikke min far, det der'.« 

Mads Larsen boksede 55 profkampe i alt.
Mads Larsen boksede 55 profkampe i alt. Sisse Stroyer

»Dér måtte jeg ændre det. Jeg var der jo nok ikke på den rigtig måde, for jeg gik op i boksningen med liv og sjæl. Vi har talt om det i dag, og han kan ikke huske epsioden, men han kan godt huske, at jeg var anderledes. Jeg havde et andet blik i øjnene, hvilket nogle af mine nære venner også har bemærket. Det er anderledes i dag.«

Sønnerne er i dag 18 og 12 år, og de er gået fodboldvejen, hvilket 51-årige Larsen er glad for.

»De skulle ikke gå til boksning - det kunne jeg slet ikke holde ud at tænke på. Det fik de ikke lov til, selvom deres mor ikke havde så meget modstand mod det. Jeg har taget de tæsk for os allesammen.«

Tennisspilleren Caroline Wozniacki og bokseren Mads Larsen tog sig en showkamp i 2009.
Tennisspilleren Caroline Wozniacki og bokseren Mads Larsen tog sig en showkamp i 2009. Jeppe Michael Jensen/Ritzau Scanpix

I slutningen og efter boksekarrieren lavede han meget tv uden for sit felt, så det blev både til Masterchef, Fangerne på Fortet og Zulu Kvægræs blandt flere.

»Det var meget sjovt i forhold til at knokle og svede til træning. Der var fede ture til USA og Australien, hvor vi lavede Zulu Kvægræs.«

»Det var den fedeste oplevelse ude i ødemarken og ikke noget, man kan købe for penge. Der var 36 grader, vi boede i telt, og der var krybdyr,« siger han med et grin.

»Jeg ville godt være med, hvis det indebar at rejse og få nogle udfordringer. Jeg var aldrig så meget til bare at være med i quizshow. Det gider jeg sgu ikke, for det er for kedeligt.«

I 2010 lavede TV 2s tidligere kanal tv fra prærien.
I 2010 lavede TV 2s tidligere kanal tv fra prærien. Foto: TV 2

Han bor i dag i Aarhus og har sit eget boksecenter, hvor han træner glade amatører.

»Det er sjovt at lære folk, hvor hård og svær den sport egentlig er. Det er sjovt at se, hvor overraskede de bliver, for jeg har altid hørt på kammerater, der har spurgt: 'Hvorfor slog du ham ikke der?', men det er ikke så nemt, som man regner med,« siger han med et grin.

»Jeg har flest kvinder på mine hold, for de har regnet ud, at man kommer i god form med boksning og bruger hele kroppen. Kvinderne er sejest, mændene er mere pyldrede og piber hurtigere. De er sgu for ynkelige, og det gælder alle mænd. «

Mads Larsen har taget en enkelt ung bokser ind, som håber at gøre karriere, men man skal virkelig ville det, før han springer ombord som den slags træner.

kampen mod Luke Blackledge blev Larsens sidste.
kampen mod Luke Blackledge blev Larsens sidste. Fotografhuset V/NF/Ritzau Scanpix

Selv har også fint styr på fysikken.

»Jeg er kommet i god form igen, men jeg har sgu været nede.« 

»Men jeg er jo forfængelig af natur, så jeg gider ikke være fed eller noget. Det kan jeg slet ikke holde ud. Andre synes jo ikke, jeg er fed, men det synes jeg selv. Og jeg ser slet ikke, om andre er fede eller ej - jeg ser bare på mig selv,« lyder det.

Og så er det jo på mode at gøre comeback i en sen alder...

»Jeg var da frisk på at tage den Tyson-kamp til 20 mio. kroner,« lyder det med et grin og reference til kassekampen, som den gamle sværvægter tog mod Jake Paul for nylig.