»Idiot!«. »Fucking svin!«. »Bøsserøv!«
Det var nogle af de ord, der fløj tværs over banen, da Kvissel Ravnshøj IF (KRIF) spillede mod Syvsten IF 2. september.
Ordene var rettet mod kampens dommer, Gert Mikael Blomberg, fra Aalborg Fodbolddommerklub.
Dommeren begyndte at føle sig truet af tilråbene og hørte tilmed spillere fra KRIF sige, at de ville »ordne ham« efter kampen.
Efter to røde kort til KRIF blev det så slemt, at han 67 minutter inde måtte fløjte kampen af, forlade banen og efterlade spillerne uforløst med en midlertidig stilling på 2-2.
Det berettede kanalfrederikshavn.dk om.
Nu skriver mediet, at DBU Jyllands Disciplinærudvalg har besluttet, hvordan kampen skal afsluttes. De taberdømmer KRIF med 3-0 og giver dem en bøde på 2.000 kroner. Derudover får KRIF-spillerne Frederik Haaber og Emil Smed fire dages karantæne for »truende adfærd«. Casper Bille og Rasmus Wrensted, der fik rødt kort i kampen, har i forvejen to dages karantæne.
»Det er en træls sag, men vi noterer med tilfredshed, at Kvissel-Ravnshøj IF tager afstand fra forløbet og har lovet, at de vil gøre, hvad de kan for at undgå nye episoder i fremtiden. De er ikke enige med alt i dommerens indberetning, men de kan naturligvis ikke støtte op om sådan en opførsel,« siger turneringschef Ole Frandsen til kanalfrederikshavn.dk.
»Jeg tænker: 'Ej, det er ærgerligt.' Det er altid ærgerligt, når en fodboldkamp bliver afbrudt. Det bliver jeg ked af, men det ikke hverdagskost. Hvis jeg selv havde oplevet trusler i form af vold og trusler, så ville jeg betænke mig ved at afbryde kampen og tage hjem,« sagde Carl-Johan Christensen, formand i Aalborg Fodbolddommerklub, til B.T. dagen efter kampen.