Kildeparken er fyldt med alt fra prinsesser og bananer til mexicanere og superhelte.
Det er hverken hallucinationer eller ivrige Aalborgensere, der ikke kan vente med at klæde sig ud til fastelavn.
Det er derimod en stor gruppe nyudklækkede HA-studerende, der drikker, spiller og danser sig gennem deres såkaldte aktivitetsdag.
»Vi har otte klynger af over 300 studerende, der skal duellere mod hinanden,« siger den 23-årige tutor Markus Damborg, mens to unge mennesker klædt ud som djævle løber hen til deres klynge, der er i gang med at spille fodbold iført store, runde dragter, der får dem til at vælte ind i hinanden.
I baggrunden står en stor forsamling unge og danser simultant til en sang, der bliver spillet over nogle tutorers højtalere.
»Det er de nye medicinstuderende, der også har aktivitetsdag i dag,« forklarer Markus Damborg, mens han peger på den dansende forsamling.
Det er tredje gang, han er tutor for de nye hold HA-studerende, og hele dagen, og for så vidt også hele måneden, er nøje planlagt.
»Første dag havde vi samling på havnen og en studiestartfest. Sidste uge havde vi et løb, og nu har vi aktivitetsdag. I næste uge har vi en 'tour de Nordens Paris', hvor de skal lære lidt om byen, og i oktober slutter vi det hele af med et brag af en fest,« uddyber tutoren.
»I dag skal vi have noget aftensmad efter aktivitetsdagen, og så har vi booket Heidis til de, der vil med ud at have en øl,« afslutter Markus Damborg og bliver kaldt hen til sit hold af HA-studerende, der samler sig til et holdbillede.