»Jeg ved ikke, hvad vi skulle have gjort uden barselshotellet i nærheden.«

Mads Duedahl, Aalborg-rådmand og Venstres formandskandidat til Regionsrådet, har selv oplevet, hvor vigtigt et barselshotel er, når nybagte forældre oplever den største gave af alle: et nyt barn:

»Jeg var så glad for, at vi stod i en situation, hvor vores datter potentielt kunne få varige mén, men heldigvis med barselshotellet én etage nedenunder. Hele forløbet på barselshotellet var fantastisk,« siger han om ankomsten af parrets førstefødte for fire år siden. Den oplevelse vender vi tilbage til.

Det nye supersygehus, der er udskudt flere gange, får nemlig ikke noget barselshotel.

Mads Duedahl og hustruen Anna har været igennem to tumultariske fødsler af deres børn. De priser sig lykkelige for, at barselshotellet lå kun én etage fra fødselsgangen. Derfor vil Mads Duedahl som ny regionsrådsformand prioritere at finde pengene.
Mads Duedahl og hustruen Anna har været igennem to tumultariske fødsler af deres børn. De priser sig lykkelige for, at barselshotellet lå kun én etage fra fødselsgangen. Derfor vil Mads Duedahl som ny regionsrådsformand prioritere at finde pengene.

Mads Duedahl kalder det en gåde, at der ikke er afsat penge på budgettet til det kommende sygehus i Aalborg Øst til et barselshotel. Endnu mere efter, at statsminister Mette Frederiksen gik til valg på en garanti til nybagte på to dage på barselshotel.

I Aalborg bliver det 'ophold' næsten 20 minutter i bil væk fra fødselsgangen. Tusind spørgsmål trænger sig på i trætheden, når man er nybagte forældre. Og en tur til Aalborg Centrum med taxa er ikke en ønskedestination i sådan en situation:

»Så har man brug for tryghed, nærhed og omsorg. For os var al hjælp tæt på. Sådan noget som amning er jo vigtigt og følger barnet resten af livet. Det at få den service og ikke den stressende oplevelse at bumle gennem halvdelen af Aalborg …« siger Mads Duedahl uden at færdiggøre sin sætning i ren harme.

Da Mads Duedahl og hans kone Anna skulle have parrets første barn, sad deres datter fast under fødslen. Det var en traumatisk oplevelse for det nye forældrepar, og rådmands-kandidaten tør slet ikke tænke på, hvad en 20 minutters taxatur efter fødslen havde betydet:

Mads Duedahls kone Anna foran Aalborg Universitetshospitals fødeafdeling. Når det kommende supersygehus åbner i Aalborg Øst, forbliver barselshotellet på den nuværende matrikel i Reberbansgade.
Mads Duedahls kone Anna foran Aalborg Universitetshospitals fødeafdeling. Når det kommende supersygehus åbner i Aalborg Øst, forbliver barselshotellet på den nuværende matrikel i Reberbansgade.

»Det kunne potentielt have handlet om liv eller død. I den situation, hvor vores datter kom ud, blå og slap, så var det rart, at vi ikke skulle ud i en eller anden taxa og tværs gennem byen. Min kone var igennem en fysisk hård fødsel. Der var barselshotellet helt fantastisk for os. Vi skulle bare en etage ned frem for en bumlende tur gennem midtbyens myldretidstrafik. For alle fødende i sådan situation har man brug for tryghed, nærhed og omsorg. Det er helt afgørende.«

Til B.T. Aalborg siger hospitalsdirektør Jens Ole Skov at han ikke er bekymret over udsigten til en køretur i myldretiden for et nybagt forældrepar. Hospitalsdirektøren erkender dog, at det nye supersygehus' manglende barselshotel ikke er optimalt:

»Jeg ser det ikke som en bekymring. Jeg konstaterer, at vi fortsat har et tilbud, hvor forældre ved ukomplicerede fødsler får et tilbud om ophold i op til to døgn og naturligvis med adgang til kompetent personale. Et tilbud, som giver god service og matcher det nuværende, vi har, og de tilbud, vi ser på andre fødesteder.«

Venstres rådmand og spidskandidat til efterårets regionsrådsvalg, Mads Duedahl, med sine to børn.
Venstres rådmand og spidskandidat til efterårets regionsrådsvalg, Mads Duedahl, med sine to børn.

Hospitalsdirektøren håber, at der på et tidspunkt findes penge til at få barselshotel samme sted – både for familierne og økonomisk vil det være en fordel.