Ikasts langtidsskadede højrefløj Anja Nielsen risikerer at stå uden klub efter denne sæson. På grund af en langvarig skadesperiode tøver Ikast/Bording ifølge Herning Folkeblad med at forlænge hendes kontrakt.

En korsbåndsskade og to operationer har holdt Anja Nielsen uden for Ikast-holdet siden den 30. oktober. "Vi holder bestemt en dør åben for Anja, men vi er nødt til at være sikre på, at hun bliver helt klar igen," siger Ikasts sportschef, Frank Henriksen, som understreger, at klubben også træder varsomt, da hendes knæ ikke længere kan forsikres.

Anja Nielsen regner selv med at være spilleklar i maj og håber at komme i form i løbet af sommeren. "Knæ og korsbånd er, som det skal være. Jeg har fået at vide, at knæet faktisk bliver i bedre stand end tidligere, " siger Anja Nielsen, der med 45 landskampe på bagen ligeledes håber at kunne være klar til EM i december i Danmark.

"Jeg vil være med på liganiveau fra starten af næste sæson, og jeg håber også på at komme til EM," siger Anja Nielsen. /ritzau/