Bølgerne går i øjeblikket højt på Frederiksberg, hvor en meget omtalt svømmehalskrig fortsat raser.

Frederiksberg Kommune vil nu sagsøge den fyrede entreprenør bag den kuldsejlede renovering af byens store svømmehal.

Kommunen kræver et større millionbeløb i erstatning fra Skou Gruppen A/S, efter byggekontrakten blev revet over under stor ståhej i starten af året.

»Vi vil rigtig gerne tilbyde borgerne på Frederiksberg at få deres elskede gode, gamle svømmehal tilbage i drift så hurtigt som muligt. Det er vores fokus. Derfor er det brandærgerligt, at vi står i en situation, hvor entreprenøren ikke har løftet opgaven,« siger borgmester Michael Vindfeldt (S) i en pressemeddelelse.

Frederiksberg Svømmehal skulle oprindelig have stået færdigrenoveret i maj sidste år, men holder fortsat lukket på grund af massive forsinkelser og fejl i bassinkonstruktionerne.

Sideløbende er anlægsudgiften på oprindelig 70 millioner kroner steget til over 100 millioner kroner –  og kan meget vel blive endnu dyrere.

Det retlige efterspil kører nu i Voldgiftsnævnet.

»Vi har anlagt sag og indgivet et klageskrift, der grundigt dokumenterer de fejl, vi mener, der er, og som samtidig rejser et større erstatningskrav mod Skou Gruppen A/S. Samtidig er det vigtigt for mig at kigge fremad og have fokus på, hvordan vi hurtigst muligt får genåbnet vores smukke svømmehal, og derfor skal vi nu også finde en ny entreprenør,« siger Michael Vindfeldt.

Martin Skou Heidemann, administrerende direktør i Skou Gruppen A/S, tager søgsmålet med ophøjet ro.

»Hos Skou Gruppen ser vi frem til et uvildigt syn og skøn samt en voldgiftsafgørelse på projektet i Frederiksberg Svømmehal, da vi har en god sag og forventer medhold,« siger han i en kommentar til B.T.

Martin Skou Heidemann forklarer, at Skou Gruppen igennem hele projektet har forsøgt at nå til enighed med Frederiksberg Kommune om, hvordan moderniseringen af Frederiksberg Svømmehal kunne ske i overensstemmelse med bygningsreglementet, normer, vejledninger og almindelig dansk byggeskik.

»Det var bare ikke muligt at få kommunen og dennes rådgiver med til det,« siger han og fortsætter:

Frederiksberg Svømmehal forventes ført genåbnet senest med udgangen af 2023. Arkivfoto fra februar i år.
Frederiksberg Svømmehal forventes ført genåbnet senest med udgangen af 2023. Arkivfoto fra februar i år. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Eksempelvis fik vi først en måned efter den planlagte afleveringsdato at vide, hvordan kommunen ønskede, vi skulle udføre vandinstallationerne i svømmehallen. Kommunen fastholdt ellers i mange måneder, at vvs-arbejdet skulle udføres direkte imod gældende lovgivning og normer.«

Dette afvises blankt af borgmesteren.

»Jeg kommer ikke til at føre en voldgiftssag gennem pressen, men jeg kan selvfølgelig afvise, at kommunen skulle have insisteret på, at arbejdet på svømmehallen skulle udføres imod gældende regler. Det siger sig selv,» siger Michael Vindfeldt.

Frederiksberg Kommune er allerede i gang med at forberede et udbud på færdiggørelsen af Frederiksberg Svømmehal, så den kan genåbne senest med udgangen af 2023. En samlet forsinkelse på mere end halvandet år.

Dog arbejdes der på at få svømmehallen færdig før, hvis det er muligt, lyder det fra borgmesteren.

»Vi skal hurtigst muligt have en ny og dygtig entreprenør på arbejdet, og heldigvis er der flere gode virksomheder, som allerede har udtrykt interesse i at samarbejde med os om det projekt, som virkelig giver et flot løft til en af landets ældste svømmehaller. Jeg har stor tillid til, at vi kommer til at få et godt og konstruktivt samarbejde med den kommende nye entreprenør,« siger Michael Vindfeldt.

Forvaltningen forventer at sende opgaven i udbud inden sommerferien, så udbudsprocessen kan være afsluttet, og arbejdet med at genåbne svømmehallen kan fortsætte hurtigst muligt efter sommerferien.

Der vil i den forbindelse blive holdt åben byggeplads efter sommerferien, hvor borgerne kan få et kig indenfor og dermed en forståelse af, hvordan den renoverede svømmehal kommer til at stå færdig.

B.T. har forgæves forsøgt at få begge sagens parter til at svare på, hvor stort et erstatningskrav der er tale om.