Svømmeglade borgere på Frederiksberg må fortsat se langt efter at kunne dyppe fødderne i Frederiksberg Svømmehal.

Frederiksberg Kommune besluttede mandag aften at ophæve samarbejdet med Skou Gruppen A/S om den mere end hundrede millioner kroner dyre renovering af Frederiksberg Svømmehal, som har været ramt af massive forsinkelser. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse tirsdag. Kontrakten er slet og ret revet over.

»Nok er nok. Vi har strakt os meget langt i denne sag, og nu er tålmodigheden simpelthen sluppet op. Vi har ikke oplevet en entreprenør, som er indstillet på at finde en fornuftig løsning eller forholder sig til de reelle udfordringer, som er i projektet. Og så har vi ikke andet valg end at afbryde samarbejdet,« siger Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (S).

Ifølge administrerende direktør og partner i Skou Gruppen A/S, Martin Skou Heidemann, er det dog kommunen, der står som ansvarlig for, at renoveringen af svømmehallen har trukket ud. Han mener ikke, at det er Skou Gruppen, der har svigtet i forhold til at leve op til aftalen med kommunen, og han er derfor uenig i borgmesterens kritik.

»Det er jeg absolut ikke enig i. Frederiksberg kommune taler uden om det egentlige problem, nemlig at projektmaterialet ikke lever op til gældende normer og almindelig dansk byggeskik,« lyder det i et skriftligt svar til B.T.

I en pressemeddelelse netop udsendt af Skou Gruppen lyder det fra Martin Skou Heidemann, at direktøren er uforstående over for beslutningen om at rive kontrakten over.

»Vi har ønsket, at renoveringen blev udført i overensstemmelse med bygningsreglementet og almindelig byggeskik. Jeg kan beklageligvis konstatere, at kommunen ikke har et problem med at gå på kompromis med normer og lovgivning, og det bekymrer mig. Jeg er desuden frustreret over, at kommunen forsøger at placere ansvaret for den manglende fremdrift hos os på trods af, at de ikke har levet op til aftalen,« lyder det.

Ifølge kommunen har Skou Gruppen længe haft vanskeligheder ved at leve op til aftalerne, og forhandlingerne, som har kørt sideløbende med renoveringsopgaven igennem det meste af 2021, har ikke givet de nødvendige resultater.

Sådan husker mange sikkert Frederiksberg Svømmehal. Svømmehallen har siden maj 2020 gennemgået en større renovering, som har trukket så meget i langdrag, at kontrakten med entreprenøren nu er revet i stykker. Arkivfoto.
Sådan husker mange sikkert Frederiksberg Svømmehal. Svømmehallen har siden maj 2020 gennemgået en større renovering, som har trukket så meget i langdrag, at kontrakten med entreprenøren nu er revet i stykker. Arkivfoto. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Ophævelsen af kontrakten sker, efter at Frederiksberg Kommune 10. december varslede at afbryde samarbejdet, medmindre Skou Gruppen kunne sandsynliggøre, at det blandt andet var muligt for dem at gennemføre renoveringen inden for den aftalte tidsplan.

Skou Gruppen svarede på påkravsskrivelsen inden fristens udløb den 5. januar. Svaret er siden da blevet gransket af kommunens rådgivere, advokater og faglige medarbejdere.

Og vurderingen er klar: Skou Gruppen er ikke fremkommet med en plan eller har udvist en samarbejdsvilje, der i fornødent omfang har betrygget Frederiksberg Kommune i, at Skou Gruppen kan og vil gennemføre de resterende opgaver i henhold til den seneste samarbejdsaftale, lyder det i pressemeddelelsen.

Renoveringen af Frederiksberg Svømmehal blev påbegyndt helt tilbage i maj 2020, og den skulle oprindeligt være afsluttet i maj sidste år. Oprindeligt lød prisen for renoveringen på 70 millioner kroner. Men i stedet er prisen steget til over 100 millioner kroner, mens tidsplanen altså er skredet betydeligt.

Sidste sommer meddelte Frederiksberg Kommune, at svømmehallen forventes klar i maj 2022. Og spørgsmålet er nu, om spådommen holder vand.

Frederiksberg Kommunen og dens rådgivere vurderer således, at der er »væsentlig risiko for yderligere forsinkelse« i forbindelse med de udestående arbejder og som følge af »væsentlige kvalitetsmæssige problemer« ved de udførte arbejder.

»Der er ingen tvivl om, at vi oplever en byggebranche, som har virkelig travlt, og noget tyder på, at det også skal få os som myndighed og forvaltere af borgernes skattekroner til at kigge på vores leverandører og entreprenører ekstra godt efter i sømmene, så vi undgår at havne i lignende situationer. Sager som denne hører heldigvis til sjældenhederne,« siger borgmester Michael Vindfeldt.

Ophævelsen af aftalen med Skou Gruppen overgår nu til kommunens advokat, advokatfirmaet Poul Schmith, også kendt som Kammeradvokaten, og samtidig vil kommunen iværksætte et genudbud af renoveringsopgaven. Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvornår svømmehallen kan stå færdigt.