Renoveringen af Frederiksberg Svømmehal er for længst sat i bero, efter entreprenøren blev fyret i januar. Tilbage står et knastørt betonhul fyldt med støv og puds i stedet for vand og badevinger.

Og udsigterne, til at borgerne igen kan tage en rygcrawl, kan umiddelbart være svære at få øje på. For kommunens samlede budget er presset, og budgettet ser ud til at skride med mellem 66 og 99 millioner kroner.

I den pris er der endnu ikke taget højde for renoveringen af svømmehallen, men byens borgmester, Michael Vindfeldt, lover dog, at svømmehallen nok skal komme. Så må andre byggeprojekter vente.

»Jeg kan ikke love hvornår, men jeg lover, at Frederiksberg får en svømmehal. Jeg har svært ved at tro på, det bliver i år, men jeg håber, den er klar i første halvår af 2023. Men jeg kan ikke love det,« siger Michael Vindfeldt.

Svømmehallen har siden maj 2020 gennemgået en større renovering, som har trukket så meget i langdrag, at kontrakten med entreprenøren nu er revet i stykker.
Svømmehallen har siden maj 2020 gennemgået en større renovering, som har trukket så meget i langdrag, at kontrakten med entreprenøren nu er revet i stykker. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Renoveringen af Frederiksberg Svømmehal startede helt tilbage i maj 2020, og den skulle have stået færdig i maj sidste år. Oprindelig lød prisen for renoveringen på 70 millioner kroner. Men i stedet er prisen steget til over 100 millioner kroner. Og måske det bliver endnu dyrere nu.

For entreprenøren er blevet fyret, og byggeprojektet skal i et nyt udbyd, før det kan genoptages. Hvad det kommer til at koste, kan borgmesteren heller ikke sige noget om, før et udbud er overstået.

For at imødekomme en dyr svømmehalsrenovering og et skrantende budget vil rådhuset dog bede kommunens institutioner om at spare, så de kun bruger 98,5 procent af de penge, de ellers har til rådighed. Men det løser ikke hele problemet:

»Lige nu kører bilen for stærkt. Derfor er vi nødt til at bede om det her. Det kan finansiere omkring 43 millioner, og så kommer anlægsprojektet med svømmehallen oveni, så jeg kan sagtens forestille mig, at det kommer til at skubbe til nogle andre projekter.«

Budgettet for svømmehallen er allerede skredet fra 70 til over 100 millioner kroner. Er der ikke risiko for, at det sker igen, og I så står med et nyt problem?

»Jo, det må man forholde sig til. Jeg er skeptisk over for, hvad projektet kommer til at koste, men det er ligesom, når man er ved at skifte tag på huset, så kan man ikke bare stoppe. Svømmehallen er fra 30erne, den er smuk og ikonisk, men den er ikke vedligeholdt. Det kommer til at koste en masse penge, og det må vi betale regningen for.«

Et kommende spa-bad med kig til det store bassin i Frederiksberg Svømmehal 9. februar 2022.
Et kommende spa-bad med kig til det store bassin i Frederiksberg Svømmehal 9. februar 2022. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Nogle af de projekter, som Michael Vindfeldt vil nedprioritere, for at der er råd til at lave svømmehallen færdig, er for eksempel en plads på Frederiksberg Bakke og Frederiksberg Bymidte, hvoraf der er sat omkring 30 millioner af til sidstnævnte.

»Vi er nødt til at prioritere svømmehallen frem for pæne pladser.«

Prioriteringen af svømmehallen handler for Michael Vindfeldt i høj grad om, at byens børn skal lære at sømme, som man er forpligtet til at tilbyde i folkeskolerne.

»Det er en bunden opgave at få den færdig hurtigst muligt, for dens kapacitet er helt i bund. Det har betydning for skolesvømning, pensionist- og babysvømning og holdene. Det går ikke, at vi udsætter projektet. Det er ikke en mulighed for mig at sige, at den må vente,« siger Michael Vindfeldt.

Det store bassin i Frederiksberg Svømmehal 9. februar 2022.
Det store bassin i Frederiksberg Svømmehal 9. februar 2022. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere