Det kører på ingen måder for DSB i øjeblikket. Færre og færre tog ankommer til tiden, og udbetalingerne af kompensation til forsinkede passagerer sætter rekord.

Men hvilke togstrækninger er værst ramt af forsinkelser?

De seneste tal over forsinkelser på enkelte strækninger, der betyder, at pendlere kan få dele af deres billetpris tilbage, er fra august.

Her er den hårdest ramte togstrækning den fra Kolding til Padborg/Sønderborg.

Her var det kun i 52 procent af afgangene, hvor togene kommer frem inden for tre minutter af togenes forventede ankomst.

Altså er næsten halvdelen af afgangene på denne togstrækning ned gennem Sønderjylland forsinket.

Nummer to på listen over mest forsinkede strækninger ligger på den anden side af Storebælt. 

På strækningen fra København til Ringsted ankom toget kun i 57,5 procent af tilfældene til tiden. 

Og nummer tre på den trælse liste er også en afgang med start på Hovedbanegården lige ved siden af Tivoli.

 Tredjepladsen har afgangen fra København til Københavns Lufthavn i Kastrup, hvor 61,2 procent af togturene kommer til tiden.   

Resten af de ti mest forsinkede strækninger kan ses i faktaboksen ovenover.

'Det er frustrerende'
De mange forsinkelser kommer frem i kølvandet af, at DSB mandag meldte ud, at billetpriserne stiger med op til 13 procent for nogle strækninger.

Det betyder, at transportminister Thomas Danielsen (V) er kaldt i samråd for at forklare, hvordan det kan ske.

Thomas Danielsen, hvad siger du til det her fald i afgange, der kommer til tiden, samtidig med billetpriserne fra 21. januar 2024 kommer til at stige?

»Jeg kan bestemt godt forstå, at det er frustrerende for de passagerer, der bliver ramt af forsinkelser,« lyder det på mail fra transportministeren. 

Han forklarer sig med, at jernbanen har været »forsømt i mange år«, og nu er der gang i arbejde, der så forsinker togene.

Transportminister Thomas Danielsen (V) forstår godt, at passagererne på forsinkede tog er frustrerede. 
Transportminister Thomas Danielsen (V) forstår godt, at passagererne på forsinkede tog er frustrerede.  Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Efter at man i mange år har forsømt at investere i udviklingen af jernbanen, er situationen nu den, at der bliver investeret massivt i både skinner, signaler og nye tog,« skriver ministeren, og tilføjer:

»På den korte bane bidrager det til forsinkelser og besvær. Det skal være skidt, før det bliver godt. Vi kan forhåbentlig se frem til, at togdriften bliver langt bedre inden for en overskuelig fremtid.«

Hvad ministeren kalder på »overskuelig fremtid«, er ifølge Banedanmark, at det først er fra cirka 2030, at der bliver mere stabilitet på jernbanen, oplyser DSB. 

Det vil altså sige om syv år. 

Senest er der også kommet kritik af måden, der gives bonus på til direktør hos DSB.

Det er nemlig kommet frem, at Jürgen Müller, der er direktør for Strategi og Togmateriel, får 3,3 millioner kroner, hvis han ikke har sagt op, når datoen når 1. oktober 2024. 

Det vækker forargelse på Christiansborg fra både rød og blå blok, der nu stiller transportministeren spørgsmål om måden, der udbetales bonusser i DSB.