3.300.000 kroner som en ekstra bonus lige oven i sin faste direktørløn på flere millioner kroner.
Det er, hvad direktøren for Strategi & Togmateriel i DSB, Jürgen Müller, kan se frem til næste år på grund af en helt særlig aftale.
Helt konkret har Jürgen Müller fået lavet en såkaldt 'fastholdelsesaftale'.
Aftalen går ud på, at han ikke skal gøre andet end at lade være med at sige sin stilling op inden en bestemt dato for at få den gigantiske lønbonus overført til sin konto.
Hvordan det går i DSB - hvor der i øjeblikket er så store problemer med forsinkede tog, at der sættes ny rekord i kompensation til de ramte passagerer - har altså slet ingen betydning for, at de 3.300.000 kroner går ind på direktørens konto.
Omkring 7 millioner kroner
Hvis han bare lader være med at opsige sin stilling inden den 1. oktober 2024, får han 3.300.000 kroner.
Og det er udover hans normale løn, der sidste år var på 3.757.000 kroner.
I så fald vil han samlet få omkring syv millioner kroner i løn næste år.
Jürgen Müller indgik 'fastholdelsesaftalen' i 2018, og i januar 2021 fik han den udbetalt første gang, fordi han jo ikke havde opsagt sin stilling.
Dengang var det 2.860.000 kroner, han fik ekstra ind på kontoen, så det betyder altså, at han får 440.000 kroner mere i bonus næste år end i 2021.
Eksperter: 'Usædvanligt' og 'højt beløb'
To professorer undrer sig over aftalen, hvor en direktør i en offentlig virksomhed får et højt millionbeløb for ikke at sige sin stilling op.
DSB er som bekendt en selvstændig, offentlig virksomhed og er dermed fuldt statsejet.
»Det er mig bekendt usædvanligt og ikke normalt forekommende i den offentlige sektor. Det findes i den private sektor, hvor jeg ikke kender omfanget, men det begrundes typisk i, at det skal mindske risikoen for personaleskift,« siger Bent Greve, der er professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.
Udover at være usædvanligt med en sådan bonus for at blive i sit job, mener Bent Greve også, at 3.300.000 kroner er et højt beløb som en bonus.
»I den konkrete sag mener jeg, at det er et højt beløb for at kunne fastholde en medarbejder længere i sit arbejde,« siger han.
Også Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, undrer sig.
»Det er usædvanligt at bruge en fastholdelsesbonus i en offentlig virksomhed. Det har jeg ikke hørt om andre steder i det offentlige. Men i det private erhvervsliv er det en bonus, der bliver brugt,« siger han og tilføjer:
»Jeg har dog ikke hørt, at det har været et så højt millionbeløb i bonus for at blive i stillingen.«
Direktøren er tavs
B.T. har spurgt Jürgen Müller, hvorfor han skal have 3.300.000 kroner i fastholdelsesbonus, hvis han bare lader være med at sige op inden 1. oktober 2024.
Men han har ikke ønsket at stille op til interview med B.T.
I stedet har Anne H. Steffensen, der er formand for Vederlagsudvalget i DSB, sendt et svar på spørgsmålet.
»I processen forbundet med de milliarddyre indkøb af fremtidens tog og fremtidens S-tog og de helt vitale hensyn, der er til kontinuiteten og indsigten i disse projekter, er direktøren for Strategi & Togmateriels fortsatte ansættelse af afgørende betydning for DSB. Derfor er der indgået en fastholdelsesaftale, såfremt han er i uopsagt stilling pr. 1. oktober 2024,« skriver hun i mailen.