Stigende billetpriser på offentlig transport kaldes grotesk og vanvittigt af Folketingsordførere

De store prisstigninger på over ti procent for pendlere med offentlig transport kræver, at transportminister Thomas Danielsen (V) skrider ind.

Det mener flere af Folketingets transportordførere.

- Vi indkalder ministeren i samråd siger SF’s transportordfører Sofie Lippert.

- Der er brug for, at der bliver gjort noget for, at vi ikke får en endnu større ond spiral, hvor priserne stiger, og kunderne forlader biksen, så priserne må stige yderligere, og vi til sidst har en kollektiv transport, der ikke hænger sammen.

Mandag kunne DSB fortælle, at man i samarbejde med blandt andet de regionale trafikselskaber, Arriva og Din Offentlige Transport har fastsat taksterne for togrejser i 2024.

Takststigningerne varierer fra område til område og afhængigt af, hvilken billettype der er tale om. Men prisstigningerne ligger typisk omkring ti procent, og de er oftest højere øst for Storebælt end på Jylland og Fyn.

Også hos Dansk Folkeparti ser man med bekymring på prisstigningerne.

- Det virker fuldstændig vanvittigt, siger partiets transportordfører Nick Zimmermann.

Folketinget får svært ved at håndhæve ambitioner om at få flere bilister til at bruge offentlig transport, når priserne er så høje, påpeger han.

- Hvis priserne bliver ved med at stige, har jeg 100 procent forståelse for, at flere vælger bilen til.

Derfor vil han have transportministeren på banen for at skabe klarhed over, hvordan prisstigningerne kan håndteres.

Det er Trafikstyrelsen, der hvert år beslutter, hvor meget priserne på offentlig transport højst må stige.

Det sker på baggrund af, hvordan trafikselskabernes omkostninger udvikler sig. Og det seneste år har været præget af høj inflation og høje energipriser.

Derfor har der været behov for at hæve billetpriserne med forsinkelse, fordi det kun kan ske en gang om året.

I Liberal Alliance kalder transportordfører Jens Meilvang det for "grotesk".

Han har allerede en løsning klar: Mere konkurrence.

Jens Meilvang påpeger, at DSB's kontrakt udløber næste år, hvor den skal genforhandles.

- Så længe der er statsmonopol uden konkurrence, så kommer vi ikke videre, siger han.

- Vi skal have udbudt mere konkurrence på området, og det er ikke kun på pris, men også på punktlighed.

De stigende priser er dog en nødvendighed, hvis den offentlige transport skal bevare sit niveau efter de stigende omkostninger fra inflation- og energikrisen, siger DSB's kundechef Charlotte Saltoft Kjærulff.

Hun har dog forståelse for kritikken.

- Det er klart, at når der sker prisstigninger, er det ikke noget, man sætter pris på. Så det er ikke overraskende, at nogen ikke er tilfredse med det.

Charlotte Saltoft Kjærulff nævner, at DSB vil udbyde en million ekstra af de billigere orangebilletter uden for myldretiden for at komme problemet i møde.

Thomas Danielsen svarer følgende i en skriftlig kommentar til emnet:

- De prisstigninger, vi ser nu, er udtryk for de store prisstigninger, vi oplevede sidste år. Men det er generelt store prisstigninger, vi i samfundet har haft, hvorfor regeringen har taget ekstraordinære tiltag som eksempelvis et løft til busselskaberne, som har fået et ekstraordinært løft på 140 millioner, hævet lånerammen med 600 millioner, og så har vi afsat 400 millioner i finanslovforslaget for 2024 til kollektiv transport.

- Derudover har vi nedsat et ekspertudvalg, der skal komme med ideer til fremtidens kollektive transport. Herunder også takststrukturen.

/ritzau/