Sygeplejerskerne på Odense Universitetshospital er pressede til det yderste – en problematik, som B.T. flere gange har belyst.
Men ifølge Kjeld Møller Pedersen, som er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, så vil de problemer, som man oplever på OUH lige nu, mindskes hen ad vejen.
»Modviljen mod frivilligt at tage ekstra arbejde vil aftage på den anden side af jul, fordi strejken så efterhånden vil være kommet lidt på afstand,« siger han til B.T.
Sygeplejerskerne på Odense Universitetshospital fortæller ellers om en hverdag, der er præget af ekstrem travlhed og vagtplaner med store huller i. Og manglen på sygeplejersker betyder, at ledelsen i stigende grad har været nødsaget til at pålægge sygeplejerskerne vagter.
De bliver altså med andre ord langt oftere end tidligere tvunget på arbejde.
Senest har B.T. kunnet fortælle om sygeplejersken Mie Louise Post Kirkegaard, der efter 10 år har sagt sit job op på OUH.
En opsigelse, der både har baggrund i bekymring for patienternes sikkerhed, men også i de forhold, hun arbejder under, og som hun altså mener at kunne holde til længere.
Ifølge Kjeld Møller Pedersen, som har fulgt sundhedsvæsnet tæt i årevis, så er manglen på sygeplejersker ikke nogen ny problemstilling, men det er dog en problemstilling, som ser ud til at være blevet kompliceret af den nyligt afsluttede strejke.
Og når den kommer på afstand, vil det løse en del af problemerne, mener han altså.
Siger du så, at man egentlig bare kan læne sig tilbage og vente?
»Nej, man skal hele tiden forholde sig til arbejdsmiljøet. Der er behov for, at arbejdsmiljøet på hospitalerne bliver bedre, end det er i dag,« erkender Kjeld Møller Pedersen.
Behovet for flere sygeplejersker er der stadig, og det behov er man ikke kommet tættere på at opfylde, lyder det fra professoren.
»Man har endnu ikke formået at tiltrække flere sygeplejersker og sygeplejestuderende,« afslutter han.


