Det stjal rampelyset, da OB gæstede Aalborg midt i september.

Banneret med det klare budskab til Christian Eriksen.

'Kom hjem Eriksen' med 'OB' skrevet i prikken over i'et.

Den danske fodboldprofil har endnu ikke meldt noget ud om, hvad der skal ske med hans karriere efter kollapset i Parken under EM i sommer.

Men i Odense drømmer man om den elegante fodboldspiller i en blå- og hvidstribet trøje. Det har man egentlig længe gjort, men sommerens hændelse har gjort noget ved drømmen.

»Drømmen er blevet stærkere,« fortæller Diana Larsen.

Hun står i spidsen for OB-fanklubben 'De Stribede' og har et bankende OB-hjerte.

»Alle går og drømmer om det, men det er forsigtige drømme. Det virker så uvirkeligt, at det skulle kunne lade sig gøre,« fortsætter Diana Larsen.

Diana Larsen med OB-profilen Bashkim Kadrii.
Diana Larsen med OB-profilen Bashkim Kadrii. Foto: Kent Koll Rasmussen
Vis mere

»Jeg tænker selvfølgelig, det ville være megafedt, men jeg tænker også 'rolig nu'. Vi ved ikke, om han kan spille fodbold igen, før han melder noget ud. Indtil da er det kun en drøm,« siger hun.

Diana Larsen fortæller, at der bliver snakket meget om Christian Eriksen i OB-fankredse. Mange har givet udtryk for, at de skal have en OB-trøje med Eriksens navn og nummer bagpå, hvis drømmen bliver en realitet.

Og selvom det hele er uvist, indtil Christian Eriksen giver en status på sin fodboldfremtid, giver det smil på læberne hos de OB-fans, der siden de gyldne sølvår for mere end ti år siden, ikke har haft meget at juble over.

»Vi har jo ikke de vildeste resultater at snakke om, så det her giver noget positivt at snakke om,« siger Diana Larsen.

»Det vil få de fleste fans' hjerter til at banke, hvis Christian Eriksens navn stod på spillerlisten. Det er lang tid siden, vi har haft et kæmpestort navn i OB, som man kunne være stolt af. Det er vel nærmest Lars Høgh.«

»Det vil også betyde rigtig meget for fanbasen. For den næste generation af OB-fans, der mangler en stjerne at se op til. Det ville give flere lyst til at komme på stadion.«

»Christian ved godt, hvad de fleste fynboer ønsker,« fortsætter hun og husker selv, hvordan det var at komme på stadion som barn for at se de stribede stjerner.

»Thomas Helveg var cool.«

Diana Larsen understreger, at hun ikke ved, om det kommer til at ske. Men hun tror, det er realistisk med Christian Eriksen i OB.

»Hvis det kan fungere med hans helbred, så ja. Han har selv sagt, at han kunne se sig selv slutte af i OB.«

»Men han skal gøre det bedste for familien. Jeg ville tænke 'øv', hvis han stopper, for han har så meget mere at byde på,« siger Diana Larsen.

Hun slår også fast, at banneret, der var med i Aalborg, ikke var fra den officielle fanklub. 'De Stribede' har dog sendt beskeder til Christian Eriksen med ønsket om god bedring.