Mette Frederiksen og hendes bisidder er blevet bedt om at tage stilling til, om Forsvarets Efterretningstjeneste skal forsøge at gendanne hendes sms'er fra minksagen.

Det siger Minkkommissonen til B.T., efter det ikke lykkedes politiets teknikere at finde frem til statsministerens beskeder.

B.T. spurgte torsdag morgen om kommissionens holdning til, hvorvidt efterretningstjenesten nu skal gøre et forsøg.

»Vi har bedt bisidderne om at tale med deres klienter. Det handler jo også om samtykke. Nu venter vi på et svar,« siger kommissionens formand, Michael Kistrup, til B.T.

Kommissionen undersøger hele minksagen, hvor regeringen beordrede alle mink aflivet uden at have lovgrundlaget på plads.

Men undersøgelsen mangler sms'er og IMessages fra Mette Frederiksen og de tre øverste embedsmænd i Statsministeriet, fordi de havde sat deres mobiler til automatisk at slette beskederne.

Ud over statsministerens beskeder vil kommissionen gerne have gendannet og udleveret beskeder fra departementschef Barbara Bertelsen, stabschef Martin Justesen og departementsråd Pelle Pape fra perioden september-december 2020.

De skal alle nu forholde sig til, om der skal gøres et nyt forsøg.

I fredags diskuterede Folketingets partier, om specialister fra Forsvarets Efterretningstjeneste skal have forsøget, fordi tjenesten har specialierede it-teknikere ansat i Center for Cybersikkerhed.

Men det var der foreløbig ikke opbakning til fra regeringens støttepartier, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre.

I stedet var der enighed om at indkalde justitsminiter Nick Hækkerup og forsvarsminister Trine Bramsen i et lukket samråd, der holdes tirsdag 7. december.

Her skal de forklare, hvordan politiet forsøgte at genskabe beskederne, og om Forsvarets Efterretningstjeneste har andre muligheder.

Derfor skal eksperter fra politiet og efterretningstjenesten deltage i samrådet.

B.T. har uden held forsøgt at få Mette Frederiksen svar til, om hun ønsker endnu et forsøg på at genskabe sms'erne.

På et pressemøde om de slettede beskeder 3. november sagde statsministeren:

»Vi har kun en interesse, og det er, at Minkkommissionen selvfølgelig får det materiale, som der er behov for.«

»Jeg håber, at det lykkes at få genskabt de sms’er.«