Tæt trafik og kødannelser prægede juletrafikken på tværs af Fyn søndag eftermiddag.

Her var der flere steder på Fynske Motorvej massive køer, men indtil videre har travlheden kun været årsag til ganske få uheld på de danske veje.

Blandet andet skete et uheld på Motorring 3 og 4, hvor spærrede vognbaner gav kø. Ifølge Vestegnens Politi kom ingen dog noget til.

Også på Vestmotorvejen var der uheld, der gav kødannelse og forlængede rejsetiden.

»Umiddelbart er der rigtig mange på vejene, men de kører rigtig pænt på Fyn,« siger Vejdirektoratets vagthavende.

Især på den vestlige del af motorvejen mellem Middelfart og Vissenbjerg var dagen præget af køkørsel.

Hele vejen langs Fynske Motorvej advarer Vejdirektoratet om pletvis isglatte veje, hvilket også stadig kan forekomme i andre dele af landet.

Derfor er anbefalingen også, at bilister sørger for at holde en ekstra god afstand, og indtil videre ser de fleste ud til at følge den anbefaling.

»Det ser stille og roligt ud nu, så det tyder i hvert fald på det,« siger Vejdirektoratets vagthavende.