»I søgefeltet skriver jeg ALS, og i det øjeblik, jeg trykker enter, fortryder jeg.«
»Mens jeg sidder ved computeren, dør du. Lige dér foran computeren dør du. Da de første tårer rammer tastaturet, dør du. For mig dør du i en Google-søgning.«
Det er snart fem år siden, at Jannik Landt Fogt, nyudklækket forfatter og ven til Lasse Lüders, satte sig til tastaturet for at finde ud af, hvad ALS er for en størrelse.
Forinden havde han netop haft besøg af Lasse og hans hustru, Ina.
»Jeg fyrede bare de sædvanlige floskler af med, at vi nok skulle komme igennem det. Men så gik det op for mig, hvor alvorlig en diagnose det er,« siger Jannik Landt Fogt.
Hvad han kunne læse, var, at ALS gradvist og ubarmhjertigt nedbryder kroppens motoriske nerveceller og æder alle muskler op, til man til sidst ikke kan tale, synke, bevæge sig eller trække vejret selv.
I hovedet er alt, som det plejer: Du kan føle, sanse, tænke, men du er 'fanget' i egen krop.
Der findes undtagelser, men de fleste får mellem tre og fem år at leve i, fra de har fået stillet diagnosen.
Lasse Lüders døde i foråret 2018 i en alder af bare 38 år. Far til fire. Mand til Ina. Uerstattelig ven.
B.T. har tidligere skrevet om Lasse Lüders. Første gang, da han kort forinden havde fået stillet sin diagnose. Anden gang i forbindelse med udsendelsen af en DR-dokumentar, der fulgte Lasse undervejs i sygdomsforløbet og frem til hans død.
Nu har hans bedste ven, Jannik Landt Fogt, så skrevet bogen 'Elektrisk blå som et 80'er digt' om venskabet med Lasse, om sorgen og om at genopfinde sig selv.
En bog, der udkommer i denne uge, og som han håber kan inspirere andre til at gribe livet og udleve drømme.
For at få et indblik i venskabet står vi på en basketbane i Morbærhaven i Albertslund. Jannik Landt Fogt spejder ud over banen, eller hvad der nu er tilbage af den.
Det røde kunststofsunderlag er fyldt med et grønt tæppe af alger. Kurvene er ødelagt, så kun pladerne er tilbage, der hvor bolden skal skydes i.
Et sørgeligt syn og næsten, som om tiden er gået i stå sammen med Lasse Lüders.
Det er ellers her, at de gode minder pibler frem: ghettoblasteren på armen, cd'erne i lommerne, rulleskøjterne på fødderne, dunkene fra bolden mod jorden.
De to havde et særligt bånd. Musikken bandt dem sammen. Først hiphop og så senere rock. Roskilde Festival 'blev et holdepunkt i livet', som Jannik Landt Fogt selv formulerer det.
»Den fortid, vi har haft sammen, er noget af det, der har gjort mig til den person, jeg er i dag. Da Lasse døde, følte jeg, at en del af mig forsvandt,« siger han.
Lasse Lüders lod sig ellers ikke sådan slå ud, da han fik diagnosen i slutningen af 2015. Han håbede på en kur mod den barske sygdom, så han kunne se sine børn vokse op.
»Jeg prøvede at støtte ham i håbet, så godt jeg kunne. Men når jeg var alene, var jeg ret overbevist om, at han var på vej ud af mit liv. For når man læser om sygdommen, kan man jo godt se, at det er et mirakel, der skal til,« siger Jannik Landt Fogt.
Inden ALS havde han og hustruen ofte talt om at omlægge livet. Arbejdet fyldte for meget, tænkte Jannik. Sygdommen satte skub i de spirende tanker.
»Jeg følte hverken, jeg slog til derhjemme eller på jobbet, så når man får en lussing af livet, er det på tide at stoppe op og prioritere,« siger han.
Jannik solgte familiens hus i Kastrup. Flyttede på landet. Sagde sit job op og blev handicaphjælper for Lasse, der i en alder af bare 38 år skulle på plejehjem.
De to havde pludselig al den tid i verden, de kunne ønske sig. Snakke om livet blev til handling:
De tog på roadtrip til USA. En tur, de altid havde talt om at tage på, når de var fulde. De nåede det, omend Lasse fik det værre og værre.
Hvad de ikke nåede, var dog at sige ordentlig farvel.
Efter otte måneder som handicapmedhjælper flyttede Jannik til Singapore med sin hustru, der skulle udstationeres i forbindelse med sit job.
Et svært valg, han ikke fortryder.
»Jeg ville træffe det samme valg igen. Og du ville velsigne det. Det ved jeg. Alligevel føler jeg mig som en filmskurk. En antihelt, der efterlader sin døende ven og begår plejehjemsflugt. Skammen er overvældende (…) Jeg undskylder ikke. Det kan man ikke – kan man? Undskylde for gerninger, man ved, man ville begå igen?«
Tilbage på basketbanen smiler Jannik ved minderne om sin nu afdøde ven.
Sorgen overmander ham ikke længere på samme måde. Og det kan godt være, han ikke nåede hjem til Lasse i tide. Men han nåede at udleve en drøm:
»Lasse frygtede, at han ville blive glemt, at han ikke efterlod sig noget. På en eller anden måde er bogen jo også en forlængelse af hans skygge. Jeg håber, jeg med bogen kan give Lasse noget tilbage – men også andre mennesker: at man husker at tage livet op til revision, før det er for sent.«
