»For os er det spørgsmål om dannelse. Vi skal danne dem til det danske arbejdsmarked.«

Således beskriver skolelederen på Rødby Skole, Ole Frederiksen, baggrunden for, at eleverne på hans skole hverken må bære crop top eller hængerøvsbukser.

De sidste par dage har debatten om crop tops i skoletiden raset derudad.

B.T har blandt kunnet fortælle historien om Martin Fogh Skovlysts datter, der fik at vide, at 'bar mave med videre hører til hjemme i haven, på stranden og ude i sommerlandet'.

Men Firehøjeskolen i Vejle, hvor Martin Fogh Skovlys datter går, er ikke den eneste skole, hvor bart maveskind er 'lidt for meget af det gode'. Det synes man også på Rødby Skole på Lolland.

»Der er brug for en politik på området. Ligesom i virksomheder, hvor der også enten er en skreven eller uskreven regel,« siger Ole Frederiksen, der mener, at det er vigtigt, at der er nogle regler på området.

På sociale medier er debatten også i fuld gang. Her er flere kendte stemplet ind. En af dem er tv-værten Sofie Linde, der har delt et billede samen med sin mand, tv-værten Joakim Ingversen.

Og rigtig mange danskere har gjort Sofie Linde og en række andre kendte kunsten efter og delt billeder af sig selv iført den famøse crop top. Ligesom også Everyday Sexism Project Danmark har startet en kampagne, der bærer hashtagget  'Det er bar' maver'. Det har B.T skrevet om tidligere.

Men også udenfor de sociale medier tager debatten fart.

B.T har skrevet om elever fra  2.H på Aarhus Katedralskole, har oprettet en begivenhed på Facebook med navnet 'Crop-tops i solidaritet med Firehøjskolen'. Budskabet er, at man skal møde op mandag 23. august iført en crop top.

Men elever på Rødby Skole på Lolland skal nok ikke satse på, at det går at troppe op i crop tops. For på den skole bliver bart maveskind heller ikke budt velkommen. Det gør hængerøvsbukserne desuden heller ikke.

»Arbejdstøj er til arbejde og festtøj til fest,« lyder det fra skolelederen, der holder fast i, at reglerne for ham handler om at danne eleverne til det arbejdsmarked, de en dag skal ud at være en del af.

»Kan du pege på en virksomhed, der ikke har en politik for det?« lyder det fra skolelederen på Rødby Skole på Lolland, Ole Frederiksen.

Men ifølge lektor i kommunalret Klaus Josefsen ved Aarhus Universitet må skolerne slet ikke lave sådanne regler.

»Jeg har yderst svært ved at se, at der er hjemmel til det her forbud, og jeg savner, at skolen kan påvise et konkret behov for at regulere generelt som sket. Det er faktisk ganske vidtgående, det skolen har gjort,« forklarer Klaus Josefsen.

»Det virker mere som en idé, der er opstået. Man kan lave en henstilling, men et forbud er der altså ikke grundlag for.«